Laurbærlunden
Et Digt
Et Digt
det norske litteraire Selskab
det norske litteraire Selskab
ærbødigen helliget
ærbødigen helliget
og
og
hædret med dets Præmiering.
hædret med dets Præmiering.
His saltem accumulem donis, et fungar inani Munere.
Virg. Aeneid. vers 886. Lib. VI.
Atter en Cypres i Laurbærlunden!
Ak! hvad nyt Forliis bebuder den!
Snart er Lundens hele Pryd forsvunden,
Sørgeminder har den kun igien.
Festlige Pæaner nu ei lyde
Her til Norges og Camenens Lov,
Klager eene Dødens Stilhed bryde
I den før saa tonerige Skov.
Kunde jeg dog glemme hine Tider,
Glemme, det ei stedse var, som nu!
Dog hvordan? nedstige Pierider
Til forladte Helligdom endnu!
Høit imellem Laurbærlundens Kroner
Hører jeg en Gang, som Zephyrs Gang;
Tier, tier! Harpens svage Toner!
Stille! taarebrudte Klagesang! —
See! Camenen vinker; jeg vil lyde,
Følge, hvor hun mig vil lede hen!
Længe, længe hun sin Dyrker flyede,
Held mig, at hun smile vil igien!
Ak du smiler ikke; kiærlig Smerte
I dit hulde Aasyn tegnet staaer.
Dog du vinker — var det end til Smerte,
Hvor du vil ledsage mig, jeg gaaer.
Skovens ældste Kiæmpe-Eeger sprede
Her en majestetisk Skygge ud;
Diærve Ørn opstiger af sin Rede,
Stolt, som bar den Lyn til Tordnens Gud
O hvor langsom her Camenen svæver,
Paa en Mindesteen hun stirrer ned;
Hellig Ærefrygt mig giennembæver,
Men hun river sig derfra; hvor stille,
O hvor lyttende hun svæver frem?
I det skiønne Øie Taarer spille;
Men hvor er den Grav, hun offrer dem?
See en Luth i rankest Laurns hænge!
Reen og skiøn som Sølvets er dens Klang,
Naar en Zephyr spøger blandt dens Strenge;
O nu spøger, undres jeg ei mere,
Hvi Camenen lytter, sørger her;
Pieridens Yngling! kan du være
Evig grum mod den, du er saa kiær?
Ak! hvi leege kielne Vestenvinde
Mellem Roserne paa denne Grav?
O det er! det er vor Vibes Minde!
Cypris’s Duer næbbes paa hans Grav
End er det den sørgende Camene
Tungt fra denne Grav at rive sig!
Ak! men til en anden Sørgescene
Hendes mørke Vink henkalder mig.
Ved en Grav med Laurbærtykning over
Nattergales skiønne Chore slaae. —
Her jeg tøve, græde, knæle maae.
Dog hun flyer, hun flyer med bortvendt Øie,
Denne Vunde bløder end som ny,
Lynsnar hun opstiger mod det Høie,
Tabes for mit Syn i klare Skye;
Hist, hvor bøiet under gylden Byrde
Bugner smilende hesperisk Træe,
Hvor, at qvæge ringe nøisom Hyrde,
Sølvklart Vand udspringer i dets Læe,
Daler hun igien; ak! hendes Kummer
Lærer snart, hvis Grav her skiuler sig;
Meier! Lundens Planter! her du slummer,
Norges Skytsaand jamrer her for dig.
Sørgelyd fra nære Gravhøi drage
Musen flux til nye Smerter hen,
Gratierne der for Fasting klage,
Norges Wieland, deres Skiald og Ven.
Taus hun favner disse; sorgnedbøiet
Hun med kraftløs Vinge svæver frem;
Trende nye Grave møde Øiet,
Ingen Laurus grønnes over dem.
Venskabs heede Taarer ved dem flyde,
Musen saae det, og hun Venskab gav
Egen Laurbærkrands dermed at pryde
Vores Meldahls, Germanns, Bernhofts Grav.
Nu ved tunge Vandrings Maal hun dalte,
Og en Vaar, saa skiøn, som den, han malte,
Blomstred’ under Pieridens Fod.
Fra Olymp nedsvævende Gudinder
Lyste over Graven himmelsk Fred,
Stride Taarer randt paa deres Kinder,
O! som end forskiønnedes derved.
“Retfærd, Uskyld, alle Dyder græde —
Tog Camenen Ordet — for min Skiald;
Denne Grav, som slige Taare væde,
Aldrig, aldrig, Blomster savne skal.
O men skal man, skal man da forgiætte,
Hvad for mig min elskte Edvard var?
Dog, hans egen Sang har hindret dette,
Der han evigt Digterminde har.
Men skal han, skal Fasting, skal min Meier
Eene leve i sin egen Sang?
Norges Digterlund end Skialde eier,
Hvis Cithar med hines fordum klang!
Iil, o iil du disse, at paaminde,
Hvad de skylde hine, sig, og mig,
Siig, saa lover Sangenes Gudinde,
Hun, hvis Løfte staaer uryggelig:
Den blandt Lundens Sangere, som fatter
Dem en Mindesteen med hældig Haand,
Pieriden ham til Løn forjætter
Edvards, Meiers, Fastings Digteraand.”
Saa hun talte, og forsvandt. Jeg eder
Bringer, hvad hun overdrog til mig,
Iiler, iiler at opnaae den Hæder,
Som for mig er uopnaaelig!