For Adonis er min Klage;
Den deilige Adonis er ei meer.
Elskovsguderne gientage,
Ak Adonis er ei meer!
Ynkværdige, ynkværdige Cythere,
Hviil ei paa Purpurleiet mere,
Vaag op, og klag, og hyl, og slaae det skiønne Bryst,
Adonis er ei meer! din Elskede, din Lyst!
For Adonis er min Klage,
Alle Elskovsguder klage,
Ak Adonis er ei meer.
Paa Bierget, hvor han dristig gik at jage,
Han af et grusomt Rovdyr myrdet er.
End synes han sin Aande svagt at drage,
Ak! men over hvide Hud,
Fuser sorte Blodstrøm ud;
Stivt og brustent er hans Øie,
Rosen paa hans Læber døer,
Guder! Guder i det Høie!
Kysset, selve Kysset døer.
End ved det Dione hænger;
Skiøndt han aander ikke længer,
Elsker hun hans Kys endnu . . .
Ak! Adonis, ak men du
Ei Diones Kys fornemmer,
Ak Adonis! ak for dig,
Hver en Elskovsgud med mig,
Høie Klagesang istemmer:
Stort og rædsomt er dit Saar;
Større Cypris Hiertesaar!
Dine Mynder, dine Svende,
Jamre høit omkring dit Liig!
Nympherne begræde dig!
Alle sørge svagt mod Hende.
Giennem Skov, og giennem Lund,
Trøsteløs omvanker hun,
Vildt udslaget flaggrer Haaret,
Nøgen er den skiønne Fod,
Tiørne vædes af dens Blod,
Selv hun føler ei til Saaret.
Med trøstesløse, skarpe Skriig,
Sin Ven, sin Elskede, sin Mage,
Hun fordrer jamrende tilbage.
Forgiæves! over kolde Liig,
Ustandset sorte Blodstrøm rinder;
O! Ulyksaligste iblandt Gudinder!
Høit jamre Elskovsguderne med dig.
Skal alt da tabt med din Adonis være;
Ak! ei er du den skiønne Cypris mere,
Din Skiønhed døde med din Ven!
Bierg, og Skov Diones Skriig gientage,
Lundene istemme hendes Klage,
Kilderne begræde Cypris Ven,
Blomsterne af Kummer visne hen;
Over alles, lyder hendes Klage:
Adonis! ak Adonis er er mere!
Fierne Gienlyd jamrende gientage:
Ak Adonis er er meer!
Hvo sørger er med Kærligheds Gudinde;
Da over døde Elskers Liig
Hun saae hans Purpurblod at rinde,
Med smertelige Jammerskriig
Mod ham hun rakte sine Arme,
Og raabte: bliv Adonis! bliv du Arme!
End eengang, sidste Gang med kiærlig Arm
Dig din Drone trykke til sin Barm,
Hæfte sine Læber fast til dine!
Vaag op Adonis! hør din Erycine!
Et Kys, et kiælent Kys jeg kræver kun!
Lad det til Afskeed dvæle paa min Mund,
Eet Kys, som Kiærlighed det giver,
At jeg i sidste Favnetag,
Inddrikke maae dit sidste Aandedrag!
At, da du mig for evig røvet bliver,
Jeg der indaande kan din heele Kiærlighed,
Kan giemme det i min Adonis Sted,
Adonis! ak du flyer, du flyer din Elskerinde,
Du flygter til Cocyti Strand,
Til Skyggers grusomme Tyran.
Jeg Arme lever! o jeg er Gudinde,
Vee! Vee! jeg er udødelig!
Ak! jeg kan ikke følge dig!
Du, Persephonia! modtage
Min Ven, min Elskede, min Mage!
Ak langt er du i Vælde over mig;
Al Jordens Herlighed maae hylde dig,
Usigelig er jeg ulykkelig!
Evindelige Smerter mig fortære;
Adonis! min Adonis er ei meer!
Ak du er død, min Elskede! min Ven!
Min Elskovs Lykke som en Drøm svandt hen,
Du er Enke, o Cythere!
Og faderløse Elskovsguder ere!
Din Cestus selv med ham du mistet har,
Dog uden ham hvad Gavn din Cestus var?
Ubesindige! hvi skulde du dig vove,
Mod vilde Rovdyr i de grumme Skove,
Mon det for dig, du Yndefulde, var?
Saa lød Diones høie Klage;
Elskovsguderne gjentage:
Vee! vee dig, Cypria! Adonis er ei meer!
Din skiønne elskede Adonis er ei meer!
Strømmeviis Gudindens Taarer flyde,
Strømmeviis, som hendes Elskers Blod,
Af hendes Taarer Lilier frembryde,
Og Roser af Adonis Blod.
For Adonis er min Klage,
Den deilige Adonis er ei meer.
O Aphrodite! her hans Vaal du seer.
Du seer ham paa dit eget Leie hvile!
O! hvor han end er skiøn, som død!
Saa skiøn, som hvilte han i Søvnens Skiød,
Cypris! til din Elskede du iile!
Smyk! o smyk det kiære Liig
Med dyrebare Purpurklæder,
Minderne om fordums Glæder,
Ak som evig svandt for dig!
Med Blomsterkrandse du det pryde,
Hvis ei hver Blomst med ham henvisnet er.
Med Myrrha du det overgyde,
Du ei behøver Myrrha meer.
Hist hviler han paa skiønne Purpurklæder,
Omkring ham Elskovguders Skare græder,
Og paa hans Liig, de offre favre Haar.
Hist een sit Kogger under Foden træder,
En anden Buen sønderslaaer,
En brækker Pilene, i Guldkar bringer
En fierde Kildevand at toe Adonis Saar,
En kiøler det med sine Vinger,
Men har ei Kraft at see derhen;
Men alle jamre for Cytheres Ven!
Mod Døren udslog Hymen Fakkelen,
Sin Blomsterkrands han sønnerbryder,
Ei meer til Fryd hans Hymenæus lyder,
Men Graad og Sukke qvæle den.
Chariterne begræde Myrrhas Søn!
Ak han er død, som var saa huld, saa skiøn!
Saa, høiere end Cypris selv, beklage;
Selv Parcerne begræde hendes Ven,
Med Sang de kalde ham fra Gravens Land tilbage,
Men ak! han hørte ikke deres Klage,
Ei giver Persephone ham igien.
Græd ei, o Cypris! mere for din Ven!
Hold eengang inde med din Klage,
Naar Aaret bringer os hans Fest tilbage,
For ham med dig vi jamre skal igien.