Er det den sande Lykke her paa Jorden,
At skabe milde Glæder rundt om sig,
Veninde! din den skiønne Lod er vorden,
Og syvfold du i Dag er lykkelig;
Thi skiøndt imellem alle dine Dage,
Ei een svandt ubrugt, uvelsignet hen,
Med syvfold Fryd vi dog den Dag modtage,
Da du blev skiænket os af Himmelen.
Med frydfuld Stolthed hver af Dine nyder
Det skiønne Syn af mageløse Værd,
Og dvæler ved enhver af Dine Dyder,
Og føler henrykt, at han er dig kiær.
Og jeg, Veninde! jeg som tidlig lærte
Dit fulde Værd, som tidlig blev din Ven,
O tænk, hvad Fryd det var for dette Hierte,
Hvergang dets første Høitid kom igien!
Ja! vil end Skiæbnen mig engang bortrive,
Langt fra hver Ungdoms Ven, og langt fra dig,
En Glædesfest skal dog din Dag mig blive,
Maaskee den eeneste, der er for mig!
Glad skal jeg da gienkalde mig dit Minde,
Hvor ædel, from, og huld og god du var,
Gienkalde mig, at du var min Veninde,
Og føle: du er stedse, hvad du var.
Og høit skal da min heede Bøn Opstige,
For din Lyksalighed til Dydens Ven,
Og dine Dyder, ejegode Pige,
Mig være Borgen, han bønhører den.
O bliver du engang saa lykkelig,
Du end ei har det mindste at begiære,
Da tænk, at Himlen dig ei skiænkte mere,
End du var værd, og end jeg ønskte dig.