Og du, min Bernhoft! du ei heller meer,
Nys iilte jeg saa freidig giennem Livet,
Af ædle Venners muntre Kreds omgivet,
Og kun eet Glimt, og jeg mig eene seer.
Grum saarer Skiæbnen Stød i Stød det Bryst,
Hvis sidste Saar end utillukte bløde,
Hvor jeg seer hen, mig mines Grave møde,
Jeg finder Kummer, hvor jeg søger Trøst.
Naar Skiæbnen ynksom kalder den herfra,
Der vaandes under kummerfulde Dage,
Hvem Morgenrøden vækker kun til Klage,
O! ei er det hans Ven, der klager da!
Men du! ei gunstig Lykken til dig saae,
Hun sine Gaver eene den tildeler,
Der smiggrende for hendes Alter knæler,
Paa Qvindeviis Gudinden vindes maae.
Men hendes Gunst var Qvindegunst for dig,
Du begges heele Intet viis erkiændte,
For begges Yndest intet Suk du sendte,
Og ingen Klage aftvang begges Sviig.
Ved ædel Nøisomhed du fandt dig riig,
Den gav dig Evne Brødres Hielp at være,
I disses Venskab satte du din Ære,
Og dette Held var nok, var Alt for dig.
Og aldrig skal du tabe denne Løn,
Din Grav skal mangen Ven, med sølvgraae Isse,
Og disse Ord til yngre Broder vise,
Han var min Ven, og ægte Norges Søn.