P. H. Aagaards Minde
Ostendent hunc terris tantum fata, neque ultra Esse sinent.
Ostendent hunc terris tantum fata, neque ultra Esse sinent.
For hvem er denne Klage, som gienlyder
Fra Høiheds Borg og Ringheds mørke Vraa?
Hvo er den tabte Værdige, der nyder
Den siældne Hæder, at beklages saa?
See! hvor utrøstelig hist Svada græder!
Hvis Tab begræder hun saa moderlig?
Hvo var han, at den unge Frihed spreder
De sønderrevne Krandse paa hans Liig?
See Armod vride haabløs sine Hænder,
Her Undertryktes trøstesløse Skriig!
Af disses Smerte jeg vort Tab erkiænder.
Vor Aagaard! — havde de en Ven, som dig? —
Ei var det usel Guldtørst, der udvalgte
Den Bane, den med Kæmpeskridt du gik,
Fortrængtes Suk, og Usles Nød dig kaldte,
I dig en ædel Talsmand begge fik,
For dem dit Hierte, som din Haand, var aaben,
Og uden Trøst gik ingen bort fra dig!
Til deres Forsvar vied du de Vaaben,
Hvormed Athene havde rustet dig.
Alt hvad du vidste, foretog, og tænkte,
Blot dine Brødres Lykke helligt var,
Hvad Lykke og Natur dig gavmild skiænkte,
Dit Pund, din Fliid, dit Liv dem helligt var.
Vor Demosthen nedlagte Lovens Sværd,
Da greb du det, og tvang den, sig at skiule,
Og at erkiænde dig dit Mynster værd.
Du liig Carthagos Helt, ved elsket Minde,
Svoer Trældom, Vold, og Uret evig Kriig!
Held dig! du saae den gode Sag at vinde;
Den Fryd du tog i Graven ned med dig.
O blev du da kun viist os til vor Smerte,
Forgiæves var det skiønne trygge Haab,
Som Venskab, Fædreland, og Muser nærte!
Forgiæves ak! som vore Klageraab —
Dog — skiøndt du midt af Banen blev bortrevet
Til alle Godes smertelige Savn,
Du for din egen Hæder nok har levet,
Og aldrig, aldrig døer dit elskte Navn!
Naar skiønsom Fremtid hine Ædle nævner,
Som kiæmped for frigivne Bondes Held,
Da skal de nævne dig, de Ædles Hævner,
De Godes Haab, vort Fædrelands Marcel.
Og som du nys sprang modig frem at skride,
Ved Siden af din lumsk angrebne Ven,
Saa skal du stedse nævne ved hans Side,
Som den, hos hvem man fandt hans Aand igien,
Og bedre Digtere dig skulle sætte,
Et Minde, dine Dyder mere værd,
Kun denne Roes skal aldrig nægtes dette:
At Sandhed skrev hvert Ord, som findes her.