Ei forgiæves lærte jeg at frygte,
Da landflygtig nys ved Pleissens Bred,
Jeg, forfærdet ved din Fares Rygte,
Faderlige Lærer! dig begræd!
O jeg følte Dødens Vink; jeg vidste
Den Gang alt, hvor huld mig Lykken er;
Følte, at jeg snart dig skulde miste;
Var du mig ei fremfor alle kiær?
Men ei da, ei der, hvor varig Smerte,
Hærdede mit Bryst mod nye Stød,
Glæde skulde aabne først mit Hierte,
At jeg kunde føle ret din Død,
Thi da smiilte Haabet; o saa smiiler
Det til Dødens Rov paa Gravens Rand;
Lokket af dets Hofmandssmiil jeg iiler,
Hiem til mine Glæders Fædreland,
Der, — blandt Venners første Favnetage,
I min Hjemkomsts første Drukkenskab,
Skulde Tordenbuddet mig modtage,
Og min første Velkomst var dit Tab.
Saa forgifter Skiæbnen al min Glæde,
O hvi kom, hvad skal, hvad vil jeg her?
Ved min døde Glædes Liig at græde!
Hvor dens Tempel var, dens Gravsted er.
Roses Musa! sorgfuld jeg borthænger
Luthen, den du engang rakte mig,
Ak hans Aand henriver mig ei længer
I din indre Helligdom med sig.
O! naar gaaer, naar gaaer jeg Arme atter,
Konstens Gienskin ved hans Faderhaand.
Naar skal Hartlei og hans ædle Datter
Ængste, smelte, trylle denne Aand?
Aldrig . . .
Musers sidste troe Veninde!
Klag du for ham, han din Fader var,
Hædre med din Sorg den Ædles Minde,
Ak thi meer end vi du mistet har.
Hvo er nu din Dommer?— ak hvo skiønner
Grant, som Konstens Nestor paa dit Værd?
Hvo er nu, hvis Roes det værdig lønner,
Ak hans Roes med Ret din Stolthed er.
Men dit Bifald var og hans! — Veninde!
Priis hans Konst, thi du fortiener det;
Jeg vanhelliged’ ikkun hans Minde,
Jeg, der staaer saa langt fra Alteret.
Men hvad Mand det var; hans siældne Hierte,
Aabent, stort, og reent, som Himmelen,
O! der flammede hver Dyd, han lærte,
Med den Ild, hvormed han lærte den;
Hvor han elskte mig! det skal min Klage — —
Ak! jeg kan ei eengang klage her!
Ingen Konstner saae jeg Roses Mage,
Og hans Konst var dog hans mindste Værd.
Men til mine allersidste Dage,
Skal det svæve kiært og tungt for mig,
Hvor du drog halvveegne Aand tilbage,
Faderligen at velsigne mig.
Evig skal det leve i mit Minde,
Dette Sønnenavn, du kiærlig gav,
Det skal være min Ledsagerinde,
Til jeg lægger tunge Vandrestav. — — —
Evig skal jeg elske, evig ære,
Hver en kiær Admindelse fra dig,
Og den Drøm min Vandrings Lise være
At jeg sees, og elskes end af dig.