Ei evig man mig forekaste skal,
Min Luth indviet er til Kummer eene,
Mit Øie hæftet paa hver Sorgers Scene,
Min Lyst at finde her en Jammerdal.
Ja! naar jeg mellem friske Grave gaaer,
Som mine Kiæreste med Taare væde,
Og ei engang det liidte Lab begræde,
Men føle ængstlig det, der forestaaer;
Naar Mismods Vinter hviler tung paa mig,
Og qvæler grum hver Lyst, naar blot min Smerte
Erindrer mig, at jeg endnu har Hierte,
Naar alle Drifter mod det væbne sig;
Naar Venskab, Venskab selv ei skaber Lyst,
Men Venners Kummer snart mit Hierte snarer,
Snart deres Tab mig røver indtil Taarer,
Sorg er min Sang, som Tanken i mit Bryst.
Men viis mig blot et Glimt af Held og Dyd,
Som Bien, der af Vaarens Soel oplives,
Min Muse qvæges, muntres og henrives,
Og Luthen toner undrende om Fryd.
Saa toner den i Dag, og qvæder dig,
Veninde! som paa den blev født at være
Din ædle Mages Lykke, Kiønnets Ære,
I Dag giør Venners Held mig lykkelig.
Og vel maae Dagen være Venners Fest,
Thi Gratier paa den stod om den Spæde,
Saae deres skiønne Billede med Glæde,
Og streed, hvo hende kunde signe best!
Een lagde da det Hierte i dit Bryst,
Som slaaer for andres Nød og andres Dyder,
Med Aandens Ild den anden Øiet pryder,
Med Hiertets Ømhed smykker hun din Røst;
Saa hver gav sit; den Tredie var igien,
Den kommee ofte best, som kommer silde,
I Dyder gav, saa sagde hun, og smiilde,
Jeg lønner dem! da gav hun dig min Ven.