Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Gratie! nu undres jeg ei længer,

At vi deelte Assas Lidelser,

At Annettes Sorg os giennemtrænger,

Og at denne Smerte er os kiær,

Erato sin Ynde om dig spreder,

Giver vore Hierter i din Haand,

Vi henrevne troe Umueligheder,

Naar du tryller vor bestukne Aand.

Vi har troet, at man dig kunde glemme,

At din Elsker kunde glemme dig;

Ak han døv mod Skiønheds, Elskovs Stemme,

Kunde glemme og mishandle dig!

Vi som saae dig huld i al din Vrede,

Saae dig i din Smerte elskelig,

— Snart saa skiøn som i din ømme Glæde —

Vi dig saae, og dog vi troede dig.

    Kiærlighed var jo din heele Vreede,

Og den var saa skiøn som Kiærlighed;

Og din Elskte skulde ei tilbede,

Henrykt takke dig, for du var vreed,

Skulde ei, saasnart du vilde skiænde,

Favnende dig kysse Munden til,

Vaabnene ei falde ham af Hænde,

Ved din Graad, og af dit Smiil;

Men vi saae din Klage, saae din Smerte,

Du henrev os til Medlidenhed;

Vi dig troede; tvivled’ noget Hierte,

Paa Adonis Død, da Cypris græd?

Og naar øm du lader Elskov vinde,

Nærmes svagt modstridende din Ven,

I hvert ømt og ædelt Bryst oprinde

Gienskin af dets egen Vaar igien.

    Erato er meer utrøstet græder

Ved sin elskede Annies Grav,

Myrthekrandsen, før hiin Skiønnes Hæder,

Hun sin nye hulde Yndling gav;

Vær da længe, længe Scenens Smykke,

Nyd hver Skiønners Priis, hver Muses Gunst,

Og din Kunstnerhæder og din Lykke

Blomstre skiøn som du, og som din Kunst!