De Mennesker vide saa lidt, hvad de vil;
Den blinde Gudinde den beile de til;
Een ønsker sig riig, og en anden sig stor;
Mon Riigdom og Høihed har saadant et Bord?
Den Rige forskriver sig dyrere Viin,
Men drikker den aldrig saa glad, som jeg min;
Paa Bordet hans Kok Sneese Retter har slæbt,
Men hos staaer hans Doctor, og skriver Recept.
De Hykklere myldre som Myrer om ham,
Og mangen en Naade, saa stolt og saa stram;
De søge om Glæde, men finde den ei;
Thi Kiedsomhed staaer bag hver Stol, som Lakei!
Til blinde Gudinder maae beile, hvo vil,
Den jeg skal tilbede, maae see, og see mild.
Min Viin er min Riigdom, vort Venskab min Rang,
Mit Maaltiid maae krydres med Spøg og med Sang.
Til Glæde, til Glæde er Løsenet her,
Den gladeste altid den viseste er!
Saa fylder da Glasset til Skummende Maal;
Vi Glade, vi viise, vi Venner! vor Skaal!