Romance
ved en Vens Bryllup.
ved en Vens Bryllup.
Der var en Skik i Samnien,
Hvoraf du vel har hørt at sige,
Til Løn for Landets unge Mænd,
Som holdt sig tappert i dets Krige;
Hvo der sig viiste kiæk og brav,
Fik den til Kone, han holdt af.
Der var en Feil ved denne Skik,
Og den var, tykkes mig, ei lille,
Den, han begiærte, Helten fik,
Man spurgde ei, om Pigen vilde;
Thi hendte det sig meget let,
At hun just ei var glad ved det.
Jeg hines Skik langt bedre leed,
Som ei en Piges Haand begiærte;
Før de ved Mod og Kiærlighed,
Først havde vundet hendes Hierte;
Men nu er Verden meer poleert,
Og sandt at sige, lidt forkeert.
Nu kiøbes Konerne for Guld,
Nu tænder Plurus Hymens Fakkel;
Naar een faaer den, der er ham huld,
Da er det ret, som et Mirakel;
Med ham enhver sig glæde maae,
Som Donna har, har havt, kan faae.
See dine Brødres Fryd, o Ven!
Og den dit ømme Venskab lønne!
Som hine fordums Riddersmænd
Ved Troefasthed du vandt din Skiønne!
O Ven! o lev saa lykkelig,
Som alle, alle ønske dig!