Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Herr Rasmus han sidder saa sorrigfuld,

Ad Fyen sig hans Tanker henvende,

Did reiste den Jomfrue, Herr Rasmus var huld,

Ret aldrig forglemmer han hende.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Blidt smiler til Jorden den yndige Baar,

Som Moder til nyfødde spæde;

Men arme Herr Rasmus saa sorrigfuld gaaer,

Og andser saa lidet dens Glæde.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Stolt hæved’ sig Solen, og Himlen blev rød,

Som Pigen ved Elskerens Komme,

Herr Rasmus ei Morgenens Yndighed nød,

Ham alle dens Glæder var tomme.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Og dalede Solen saa skiøn og saa huld,

Som Brudgommen iler til Senge;

End mere Herr Rasmus blev tankefuld,

Saa dybt sig de Sukke fremtrænge.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

De Blomster de mylre paa Marken frem,

De ere saa favre og spæde,

Herr Rasmus saa tankefuld nedtræder dem,

De giøre ham slet ingen Glæde.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

De Lærker de synge i Luften klar,

De Smaasugle qviddre paa Qviste;

Men sorrigfuld stedse Herr Rasmus var,

Og ingensteds Roe han sig vidste.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Saa sødelig qvæder den Nattergal,

Ham qvæder den Kiærligheds Smerte;

Saa mangt et Suk da ad Fyen sig stial,

At lette det ængstede Hierte.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Med hende, med hende min Glæde drog hen;

Hos hende min Uroe kun stilles;

Gud give, jeg samles med hende igien,

Ret aldrig vi meere skal skilles.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Saa lader han stande ad frugtbare Fyen;

De Mile de blev ham saa lange;

Thi foer end en Elsker afsted som et Lyn,

For ham det dog seent monne gange.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Og da han nu skued’ sin Elskte igien,

Og nød hendes kiærlige Glæde,

Hans brændende Uroe saa snarlig svandt hen,

Hans Smerte omvendtes til Glæde.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Nu hører han Lærkens liflige Sang,

De Smaafugles Qviddren med Glæde,

Dog bliver hans Barm ham saa sær og saa trang,

Seer han dem at samle til Reede.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Ham heele Naturen er ny, og er skiøn,

Thi alting er Fryd for den Glade,

Hans Jomfrue ham vidste hans varmeste Bøn,

Hun vil ham ret aldrig forlade,

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.

Og takket være den Jomfrue saa god,

De svenske Jomfruers Smykke,

Som raadede hannen, hans Angest Bod,

Og føddes Herr Rasmus til Lykke.

        Saa lover den Svend sin Jomfrue.