Som svag udlevet Fader glad mon skue
Sit muntre Barn at öve Ungdomsfærd,
Saa jeg, hvem Lykkens Had og Haan nedkue,
Har hele min Fortröstning i dit Værd.
Vid, Ynde, Skiönhed eller Dyd det være,
Dem alle samlet eller hver for sig,
Som man beundrende hos dig mon ære,
Med Ömhed strax dertil jeg hefter mig.
Naar denne Skygge du sligt Liv kan give,
Ei meer den svag, foragtet, fattig er,
Din Overflod den meer end nok vil blive,
Jeg lever ved en Deel blot af dit Værd.
See, hvad er bedst; det bedste önskes dig;
Mit Önske skeer, og jeg er lykkelig.