De kom, de kom, de længe ønskte Dage
Med søde Taarer hilser jeg mit Hiem,
Mig Venner, glade, som jeg selv modtage;
Og du er ei blandt dem!
Og varmere var dog ei nogens Smerte,
Da Skiæbnen fra min Fryd bortkaldte mig;
Dog ønskte du mig hid! dog slog dit Hierte
Saa søsterlig for mig!
Hvor dvæler du? ak Døden, Døden fængsler
Dig dybt i Gravens frygtelige Skiød!
O grusom spotter Skiæbnen vore Længsler,
Bag Haabets Smiil er — Død!
Vi Daarer! stedse leege vi med Drømme,
Og hænge Hierterne ved denne Leeg;
Vi see, hvor Floder Fieldene bortstrømme
Storm fælder Klippens Eeg.
Dog smigrer Støvet sig, dets stolte Planer
Er klippefastere end Eeg og Field,
Og Syner op af Fremtids Nat det maner,
Og drømmer stolt om Held.
Naar Hiemkomsts lykkelige Dage smile,
Saa var den Trylledrøm, jeg leeged med —
Til Suusaaes favre Bredder vil jeg iile;
Der froe min Barndom gleed.
Der overrasker jeg en øm Veninde,
Syvdobbelt sød uventet Glæden er;
Og samlede skal vore Taarer rinde,
At jeg igien er her.
Med hende vandrer jeg da, ømt at drage
Mig fordums Glæde frem; hun deeler den;
Hvert Sted vi helse, der i fordums Dage
Var kiært for hendes Ven.
I glatte Bark jeg hende da skal viise
Den Barndoms Drøm, jeg tog for Kærlighed;
Da — tænkte jeg — da smiler du, Luise!
Ømt sukkende derved.
Du mindes Barndoms Aar, da Hiertet skaber
Sig tusind Følelser, fremelsker dem,
Misunder modne Aar de Lidenskaber,
Ak! som forgifte dem!
Og froe vil hendes ømme Hierte stige,
Varmt føler det Naturens Yndighed,
Og er der da i Dannerkongens Rige
Saa paradisisk Sted!
Men nu! — dog end med Vaarens første Dage
Jeg giør en Valfart did, din Grav er der;
O hører du igiennem den min Klage,
Jeg veed, den er dig kiær!
I Krandsen, Venskab helliger dit Minde,
Det ved du selv, der ingen Myrthus er!
Du yndede endog den Sang, Veninde!
Der seent dig vies her!
Seent! o Luise! ak thi Aar henrunde,
Og endnu er dit Tab som nyt for mig!
O svagt kun følte den, der synge kunde!
Jeg græd end ei for dig.
Blandt dette Hiertes nærmeste jeg døvet
Saae Lynet vælge dig! og ugrædt hang
I Øiet tunge Graad! hvem Graad er røvet,
O! har han Kraft til Sang?
Ja! jeg vil iile hen ved Suusaaes Bredder,
Og Vaarens Børn, de skiønneste den gav,
Jeg sanker der, med ømme Taarer væder,
Og strøer dem paa din Grav.
Da mindes jeg de bedre Foraarsdage,
Da jeg og samled Blomster, men med dig!
Ak at dog fordums Fryd, som fordums Dage,
Er ugienkaldelig!
Nu kan Naturen som en Brud sig smykke!
Du seer den ei! ak! Nat indhyller dig;
Ei seer du nu de tvende Ædles Lykke,
Ak som var Alt for dig!
Men du undflyer en Jord, hvor grusom Kummer
Er om ei Dydens Løn, dog tit dens Lod,
Og uforstyrrelig er deres Slummer,
Som Graven tog imod.
Og naar du vaagner, vaagner du til Glæde,
Hist er dens Hiem for dem, der ligne dig!
Veninde! o! tilgiv os, at vi græde;
Men ak! vi tabte dig.