Mit Ideal
(Som Sidestykke til Prof. Baggesens Lydia).
(Som Sidestykke til Prof. Baggesens Lydia).
Min Laura stræng forskyder mine Suk,
Hun grusom byder mig at glemme hende,
O Laura! Laura! o hvorfor saa smuk?
Din Skiønheds Magt kan eene du ei kiende;
Upyntet, i din Pynt, i hver Gestalt,
Dig pryde stedse nye Yndigheder;
Riig som Naturen du forskiønner Alt,
Og under dine Fied fremspire Glæder.
Naar gule Lok skiøn under Rosenkrands
Frit flaggrer om, en Leeg for Vestenvinde,
Naar let som de, hun svæver om i Dands,
Da seer jeg Tempes skiønneste Hyrdinde,
Giv hende Purpuret, og Dronninger
Skal see i Laura deres sødde Lige,
En Nimbus om de skiønne Tindinger,
Skal Raphaels Madonna hende viige.
Om hulde Læber svæve Gratier,
Naar ædelt Vid med reene Smiil hun lønner,
Det Here med Cytheres Delte er;
Naar Høihed hendes Yndighed forskiønner,
Naar ædel Graad hun offrer Støvets Nød,
Liig er hun da en Engel fra det Høie!
Saa var da Eva Dødens Æble brød
Ithuriel! dit taarefulde Øie. —
Naar Dydens høie Glands omstraaler dig,
Naar al dens Ild dit skiønne Bryst befaler,
Da troer jeg ei at see en Dødelig
O Laura! fuld af Ærefrygt jeg knæler.
Og jeg for dig ei skulde sukke meer! —
Umuelighed maae Laura mig ei byde,
Dig maae jeg elske! — men hav du mig kiær,
O intet Suk skal strænge Forbud bryde.