Det tilslörede Billede i Sais
Efter Schiller
Efter Schiller
En Yngling, hvem den hede Videtörst
Til Sais i Ægypten drev, Lönviisdom
Af Præsterne at læse, mangen Grad
Med hurtig Aand alt havde giennemilet,
Ham stedse Forskelyst drev videre
Og Hjerophanten neppe tilfredsstilled
Den utaalmodig stræbende. Hvad har jeg,
Naar jeg har ikke Alt? saa var hans Ord.
Er her maaskee et Mindre eller Mere?
Er da din Sandhed kun, som Sanders Lykke,
En Sum, man större eller mindre kan
Besidde, og altid besidder dog?
Er ikke den ene eneste? udeelt?
Tag af en Harmonie een Tone ud,
Een Farve ud af Regnens Bue; Alt
Er Intet, hvad du har igien, saalænge
Dig fattes Farvers, Toners skiönne Alt.
Som engang saa de talte, stod de stille
I eensomme Rotonda, hvor et Billed
Af Kiæmpestörrelse, i Slör indhyllet
Vor Yngling faldt i Öie. Undrende
Han seer paa sin Ledsager, siger: hvad
Er det, der bag det Slör sig skiuler? „Sandhed!”’
Var Svaret. „Hvad? udraaber Ynglingen:
Kun efter Sandhed ene stræber jeg,
Og den er just, hvad man tilhyller mig.”
Afgiör du det, var Hjerophantens Svar:
Med Guddommen! Mit Slör, er hendes Ord,
Bortrykker ingen Dödelig, för selv
Jeg löfter det; hvo för med med uindviet
Strafskyldig Haand det hellige forbudne
Oplöfter — siger Guddommen, han — Nu?
Han Sandhed seer!” „Et sært Orakelsprog!
Du selv, du aldrig da det havde löftet?”
„Jeg! nei i Sandhed! og var aldrig fristet
Dertil.” „Det fatter ikke jeg! naar mig
Hiin tynde Væv fra Sandhed ikkun skilled. —
„Og — faldt hans Förer ham i Ord — en Lov,
Af större Vægt, min Sön! end du det mener,
Er dette tynde Flor — vel let for Haanden,
Men centnertung for din Samvittighed.”
Hiem vandred Ynglingen nu tankefuld,
Ham röver Vidskabs brændende Begiær
Hans Sövn, paa Leiet heed han vælter sig,
Og farer op ved Midnat. Ufrivillig
Ham förer skye Trin til Tempelet.
Let blev det ham at overstige Muren;
Og midt ind i Rotondens Inderste
Behiertet Spring den Vovende henbringer.
Her staaer hans nu, og fuld af Gru omgiver
Livlöse Stilhed denne Eensomme,
Kun afbrudt af hans Foedtrins hule Gienlyd
I hemmelige underjordiske Grave.
Fra oven giennem Kuplens Aabning Maanen
Nedkaster sölverblaa og blege Skin,
Og frygtelig, som en nærværend Guddom,
Igiennem skumle Hvælvings Mörke glimter
I lange Slör indhyllet Skikkelsen.
Med uvist Skridt han træder til; alt vil
Den frække Haand det Hellige beröre,
Nu heedt og koldt hans Been det giennemfarer,
Og med usynglig Arm bortstöder ham.
Hvad vil du giöre, Ulyksalige?
Tro raaber saa en Stemme i hans Indre:
Forsöge den Alhellige vil du?
Mit Slör bortrykker ingen Dödelig,
För jeg det löfter selv, Oraklet sagde.
Men föied da den samme Mund ei til,
Hvo dette Slör oplöfter, skuer Sandhed?
Vær bag det, hvad der vil! jeg löfter det.
Han raaber höit: jeg vil det skue!
Skue!
Giengjalder lange Echo spottende.
Han siger det, og har oplöftet Slöret.
Nu! spörge I: hvad viste sig ham her?
Jeg veed det ei! bevidstlös, bleeg, saa fandt
Ham Præsterne den næste Dag, udstrakt
Ved Foden af Gudindens Billedstötte.
Hvad han har seet, erfaret der, det har
Hans tunge ingentid bekiendt; for evig
Var Livets Munterhed for ham hensvunden,
Dyb Græmmelse til tidlig Grav ham bortrev.
Vee den! saa var hans varselsfulde Ord,
Naar hæftig Spörgende ind paa ham trængte:
Vee den, der gaaer til Sandhed giennem Bröde!
Ham vil den aldrig være glædelig.