Anna Boleyn til Kong Hendrik den Ottende
fra hendes Fængsel i Tower.
fra hendes Fængsel i Tower.
Forerindring.
(Hendrik den Ottende, Konge af England, som var af politiske Aarsager ung blevet gift med sin ældre Broder Arthurs efterladte Enke Catharina Infantinde af Arragonien, blev siden forelsket i Anna Boleyn, hendes Hoffrøken, lod sig derpaa under Paaskud af Samvittigheds Skrupler stille ved Catharina, og ægtede Anna; men blev faa Aar derefter igien forelsket i Jane Seimour, en af hendes Hofdamer, hørte nu villig efter Annas Tiender, der giorde hende Forbrydelser af adskillige ubetydelige Uforsigtigheder, og lod hende paa Grund af disse fængsle tillige med hendes formeente Yndlinger, dømme fra Livet, og henrette: hvorpaa han samme Dag ægtede Jane Seimour. Et Brev, Anna fra sit Fængsel skrev til sin Mand, og som findes aftrykt saavel i Humes History of England, 5 Bind Not. 9, som i den engelske Spectator 6 B. No. 397, og som i hendes egen Haandskrift bevares i den Cottonske Samling, ligger til Grund i efterfølgende Heroide, og er næsten bogstavelig fulgt.)
Min Hendrik! nei min Konge! ak din Vrede,
Mit Fængsel, Alt, har saa forstyrret mig,
Ei veed jeg selv, hvad jeg dig her skal bede,
Ei — første Gang — hvad jeg vil skrive dig.
Du Budskab mig har sendt, jeg skal bekiænde,
Bekiænde! jeg som dig saa troefast var!
Dog, han, du sendte, var min gamle Fjende,
Fra ham jeg strax hans Budskab sluttet har.
Bekiænd! saa var hans Ord — dig Sandhed eene
Faaer Naade af din Konge, som af Gud.
Din — Begges Naade Anna vil fortiene
O! let og kiært er saadant Kongebud.
Hør da min Sandhed, Konge! jeg tør møde
Med denne Sandhed Kongers Konges Dom;
Troe ei, din Anna vil tilstaae en Brøde,
Som ingen Tiid i hendes Tanke kom.
Du Sandhed æsket har, du huld den høre —
Dig ei mishage nu af Annas Mund,
Hvad fordum hun har seet dit Held at giøre!
Din er hun, eene din til sidste Blund.
Din Anna! o! at dog min Konges Naade
Mig stedse havde undet dette Navn,
Du veed, jeg aldrig større Rang attraaede,
End Kærlighed mig skiænkte i din Favn.
Du veed, at Glands og Høihed mig ei blinde,
At Dronningnavnet aldrig fristed mig,
Forvel mig lærte min Forgiængerinde,
Hvor Jordens Storhed er forgængelig!
Vel vidste jeg, den Haand, som mig ophøied’,
Og kunde styrte mig i Støv igien;
Kun efter Hendriks Villie jeg mig føied’,
Jeg aldrig kiændte anden Lov end den.
Men har du hævet mig til saadan Ære
Til Britters Throne fra min ringe Stand,
O da dit eget Værk dig hellig være!
Vanær os ikke begge, beste Mand!
Lad ikke mine Fienders Had forlede,
Lad Leflekonster ei bedaare dig!
Kun for din egen Ære vil jeg bede;
Frimodig Uskyld beder ei for sig.
Betænk, o Konge! naar du mig fordømmer,
Du da beskiæmmer din Elisabeth,
Mon sig ei her dit Faderhierte ømmer?
O! at du vilde kun raadspørge det!
Dog — troe ei! troe ei! Anna vil begiære
Benaadelse, uundersøgt, uhørt!
Nei! Dom, og Lov, og Ret min Bøn skal være;
For offentlige Ret jeg vorde ført.
Kun, store Konge, kun at Annas Fjender
Ei over hende sætte sig til Dom,
O bedre end hun selv du disse kiænder,
Bedst veed du, paa hvis Raad herhid hun kom!
Lad dem ei dømme mig, som mig anklage,
Hvis Tarv, hvis Iid, hvis Ønske er min Død
For ingen anden Dom skal jeg forsage,
Hvad frygter den, som ingen Ting forbrød?
Da skal du enten see min Uskyld vinde,
See hver mistænksom Anke uden Grund;
Hvis ei! hvis mindste Brøde du kan finde,
Da straf, afliv, beskiæm, forskyd mig kun;
Hvad Gud og du da over mig beskikke,
Er du for Verdens Dom og Daddel frie,
Mig skeer min Ret, og du beskyldes ikke,
At Letsind grov den Grav, jeg styrtes i;
Da kan du følge uden Tvang dit Hierte,
Alt længe, længe det en Andens var,
Alt længe har du seet af Annas Smerte,
Sit værste Vanheld hun formodet har.
Men er alt Lodden kastet, er ei eene
Min Død, men min Beskiæmmelse dit Krav,
Vel, ved min Lod jeg mig ei meer skal veene,
Med Uskylds Roe jeg gaaer i blodig Grav.
Til Uskylds Ven min sidste Bøn skal være,
At han den svare Synd tilgiver dig,
Dog — det min Bøn for mine Fiender være;
For dem, som uden Skyld beførte mig!
Men for min Hendrik vil jeg Gud paakalde
Med fordums Kierlighed i Dødens Blund,
At ei din Annas Blod paa dig maae falde,
Ei Mindet martre dig i Sorgers Stund!
Hun, jeg opoffres for, din Lykke giøre!
Dig skiænke, hvad du savnet har hos mig,
Saa huld, saa troe, saa gandske dig tilhøre
Som — Hendrik! — ak! som jeg tilhørte dig!
Med hende du henleve gyldne Dage
I Kærligheds, og alle Glæders Favn,
Og aldrig, aldrig ønske mig tilbage,
Og aldrig, aldrig sukke ved mit Savn!
Og naar for Herrens Dom vi eengang møde —
— Ei møder jeg, dig at anklage der —
Men du skal see din Anna uden Brøde!
Da, elskte Mand! da hav mig atter kiær!
Og nu en Bøn til dig! — det er den sidste
Kan du din Annas sidste Bøn afslaae;
Lad eene mig den tunge Skiæbne friste, —
O! som jeg veed, mig snart at forestaae!
De Arme, som med mig i Lænker sukke,
— Agt paa mit Vidnesbyrd fra Gravens Bred —
Dem uforskyldte Fængsel du oplukke!
Det være nok, at jeg uskyldig leed!
Ei mere vil nu Anna dig besvære
Min Konge! — nei! min Hendrik! — nu lev vel!
Hver Bøn, hver Tanke nu til Gud skal være
For mig om Naade og for dig om Held.