De Stierner, de tindre paa Himmelens Blaae,
Dem skuer den Vandrer saa gierne,
Men aldrig saasnart monne Solen opgaae,
Strax flygter, og blegner hver Stierne.
De Blomster de bramme saa favre i Vaar,
Dem skuer min Laura med Gammen;
Men hvis paa en Rosenknop Øie hun faaer,
Hun glemmer de andre tilsammen.
Skiønt qviddre i Skoven de Sangfugle smaae;
Saa listig det tykkes at være;
Men aldrig saasnart mon en Nattergal slaae
Før hine man agter ei mere.
De Piger de braste i huld Majestet,
Saa mangen for dem monne sukke;
Men hvo kun et Glimt af min Laura har seet,
Ei mere han finder dem smukke.
Saa mangen en Herre høibaaren og riig
Sig Lykkens eenbaarne mon tykke;
O Laura! o dersom du elskede mig,
Jeg skiøtted’ saa lidet hans Lykke.