I, som i spredte Sange höre her
En Gienlyd af de Suk, hvormed mit Hierte
I förste Ungdoms Sværmeri sig nærte,
Da jeg en anden var, end nu jeg er;
Alt hvad jeg siger, eller klager der,
Forfængelige Haab, og daarlig Smerte,
Vil den, der Elskov selv at kiende lærte,
Om ei Tilgivelse, Ynk finde værd.
Vel seer jeg nu, jeg Fabel længe var
For alle Folk, thi sig og tidt mon hænde,
At over mig jeg blues i mit Bryst;
Saa Skam til Frugt jeg af min Daarskab har,
Og Ruelse, og klarlig at erkiende:
En stakket Dröm kun er al jordisk Lyst.