Sang
efter Eschenborg.
efter Eschenborg.
Stille Veemods søde Taarer rinde,
Laura, disse ofrer Elskov dig.
Levende omsvæver mig dit Minde,
Siælden, siælden undes dette mig!
Føl, o føl, med hvilken grusom Kulde
Mismod hviler paa din arme Ven!
Øieblik hensnige kummerfulde,
Glædens Dage, som et Lyn, svandt hen.
Dog anklag dig ei; thi før jeg lærte
Først at kiænde Kiærlighed og dig,
Venskab længe alt til grusom Smerte
Troeløs smilende indvied mig.
Mangen Taare randt ved Venners Grave,
Fleer aftvang mig falske Venners Svig;
Venskab, Himlens allerbedste Gave,
Kun til grusom Marter sendtes mig.
Du min Lod ei over dig maae drage,
Ei dig græmme med og over mig;
Ei til Sorg, ei til mismodig Klage,
Nei til Glæde skabte Himlen dig.
O forglem, forglem, hvor tit mit Hierte
Har i Blik og Ord forraadet sig.
Villig vil jeg bære al min Smerte!
O kun ei! kun ei bedrøve dig.
“Grædende du Graad mig vil forbyde!
Svarer du, og græder bitterlig:
Græd ei selv, og jeg dig strax skal lyde,
Vær du glad, da er jeg glad med dig!”
Laura! lad kun disse Taare rinde,
De husvale, trøste, muntre mig!
O! og tænk, og tænk dig selv, Veninde:
Om de eengang lønnedes med dig!
Froe jeg vilde mindes dem, og male
For min Laura, hvad jeg fordum leed,
Du hver Sorg med syvfold Fryd betale,
Give Kiærlighed for Kiærlighed;
Men forskyder Skiæbnen Vilhelms Klage,
Følg dens Vink, forglem min Sorg, min Ild!
Før jeg skulde mørkne dine Dage,
Laura! da forglem, at jeg er til!