At intet er saa sundt, som Glæde,
Man os har sagt paa godt Latin;
Og heele Verden, tør jeg vedde,
Det bliver da kun Spørgsmaal her:
Fra hvilket Apothek den er?
Til Frue Fortuna gaaer jeg ikke;
Hun er i alt for slemt et Ord;
Det skal ei siælden Fruen stikke
At give Godtfolk Gift derfor.
Saa mangen fandt sig ilde af
Den Glæde, ham Fortuna gav.
Hos Plutus jeg den ikke henter;
Han er jo blind den stakkels Dreng
Han derfor og til Patienter
Uddeeler ondt og godt i Fleng.
Tit faaer en Dosmer eller Nar,
Hvad Fliild og Indsigt tiltænkt var.
Herr Bacchus, og Sieur Amor have
Den nu og da, at handle med,
Men Amor er saa tit af Lave,
Og Bacchus drikker, som man veed;
Thi har de begge tit for Skik,
At komme beedskt i Madens Drik.
Nei! kun hos Venskabs Skytsgudinde
Man Glæden altid ægte faaer;
Hun, hun bedrager ingensinde,
Hvo tillidsfuld til hende gaaer.
Thi fylder alle bredfuldt Maal,
Til Glædens og til Venskabs Skaal.