I elskte Brødres Kreds, blandt festlig høie Glæder
Blev denne Aften endt.
Den høitidsfulde Fryd, vor Orden os bereder,
Har aldrig Daaren kiendt.
Thi ei Bacchanters Larm, ei Daarskabs kaade Latter
Er Fryd for Ordnens Søn,
Nei! majestætisk mild hans Fryd er Viisdoms Datter,
Og som sin Moder skiøn.
O! gid vi ofte her maae samles dydig glade
I viis Fortroelighed.
Og aldrig dette Sted ubedrede forlade,
Men mindes troe vor Eed,
Gid bedre Mennesker, og bedre Statens Sønner
Vi gaae fra Altret her,
Ak hver, som seer vor Daad, og Dyd og Viisdom skiønner
Maae faae vor Orden kiær!
Og hvis den Time slaaer, hver ægte Murer tænker
Med glad Ærbødighed;
Hvis Døden een af os sin Glædes Kalk iskiænker,
Han døe med Dydens Fred!
Gid da den Evige, vor Mester i det Høie,
Ham finde Lyset værd!
Han henrykt skue da med uformørket Øie,
Hvad vi kun skimte her.
Du, i hvis Navn vort Værk begynder, og fuldender,
Hør, hvad vi bede her!
Vi broderlige, nu hinanden give Hænder;
Det høie Midnat er.