Præsten i Drotnings sidste Ord
Romance efter Bonaventura (Schelling)
Romance efter Bonaventura (Schelling)
De matte Lemmer sig mod Jorden böie
Og snart min Taushed jeg ei meer kan bryde,
For mig det staaer med taareblændet Öie,
Det stumme Billed, mig at tale byde.
Hvi havde du, o Jord! dog ingen Mund,
Og var saa seen slig Udaad Straf at yde?
Evindelige Lys, som Himlens Rund
Saa vidt det naaer, med stille Lys udsmykke
Staaer Bröden og med eder i Forbund?
Kan Mennesket kun, hvad han saae, udtrykke,
Hvor kunde Feighed og ugyldig Eed
Et Indsegl da paa mine Læber trykke?
O Gud ei i min Synd bortriv mig vreed!
Fra ængstet Siæl du denne Byrde tage!
Til rette Læser dette Blad henleed,
At det fortælle kan til Fremtids Dage
Hvad jeg har seet, at ikke Gravens Nat
Sit Forhæng skal for slig Ugierning drage.
Det var i dybe mörke Midienat,
Da Tankerne optændes dobbelt snare,
Ved Herrens Ord jeg eensom mig har sat,
At kunne næste Morgen det forklare,
Uventet tvende Rædselsskikkelser,
Hvordan — jeg ei kan fatte, ei erfare —
Som tankefuld jeg sad, mig træde nær,
Liig Natten sorte, og dens dunkle Skygger,
Hvor varst du da, o hellig Englehær!
Hvor eders stærke Höire, som betrygger
Den Fromme mod al Nattens Skræk og Nöd,
Den faste Muur og Borg, hvorpaa han bygger;
Alt hengav sorgfuld jeg mig visse Död;
Til Evighedens Lys sig Siælen vendte,
Men Gysen giennem alle Lemmer bröd.
Dog som det Haardeste jeg saa mon vente,
Det yderst at lide er bereed,
Hvad sandru jeg fortælle skal, mig hændte.
Ei langt fra Havets Bredde er et Sted,
Hvor gammel Kirkemuur paa sandig Hede
Staar i en Udörks nögne Eensomhed,
Fra Herrens Haand en Höitidsdag i Vrede
Hen over gamle By fra Havets Grund
Af tunge Sand et Sörgedække bredde.
At komme did i natlig Rædselsstund,
Befoel den ene! „Hvis du dig vil fryde,
Til seene Bryllupsgilde fölg mig kun!
Sligt man ei alle Dage dig vil byde!”
Den anden sagde: tag det Guld, og iil!
Hvis ei! din sidste Time flux skal lyde.
Som end betænkelig jeg dvæle vil,
Med Vold og Trudsler de afsted mig drage;
Vel Veien did er lange halve Miil,
Ei noget Lys paa den var at opdage,
Kun Stierners Hær paa Himlen tindred klar;
Og fiernt man hörte Havets Fölger brage.
Vor eneste men sikkre Leder var
En Lyd saa fiern, jeg Magen aldrig kiendte,
Thi giennem Mulmet var vor Vandring snar;
Og da nu Maalet nær vor Gang sig endte,
Veilederen holdt stille; Angst og Gru
Alt meer og meer mit bange Bryst bespændte.
De med Gebærder Raad oplægge nu,
Et Bindsel de for Öinene mig snære,
Derved formörkedes end meer min Hu;
Dog i mit Indre det mon stille være!
De Tröstens Ord jeg idelig gientog
Med Tro og Tillid: skee din Villie, Herre!
Man mig snart til det stille Sted hendrog,
Med Andagt man saa tit mig saae betræde,
Man Kirkedören paa et Tegn opslog,
Jeg gaves andre Hænder nu at lede;
Hvorvel end blindet, hvert et Skridt jeg veed,
Og kiænder, de mig nu for Altret stede,
Jeg hörte Bulder, som af Folkefied,
Og af det stille sagte Lyd frembæve,
Til Trudsel som til Bön jeg var for ræd;
Dog Stilheden nu syntes at opleve;
Alt Samling og Bevidsthed mig forlod,
Da til min Stemme dristigen at hæve
Mig Frygt og Rædsel selv med eet gav Mod.
Snart, tænkte jeg, snart er Alting over.
„Hvis I er af den Engleskare god,
Som Gud vor Gud og Jesum Christum lover,
Da siger: hvi til os I vende om
Fra eders rette Hiem herovenover?
Dog hvis I ei fra hine Egne kom,
Da svarer mig: hvo eder Orlov giver
At krænke Freden i Guds Helligdom?”
Dog knap at tale ud mig tilladt bliver,
För mig i Öret rædsomt Ord blev talt,
Som Dolke det mit Hierte sönderriver.
Nu hverken Spörgsmaal eller Klage gialdt,
End Villien var mig ei meer tilbage,
Thi Kraften til at ville mig undfaldt.
Flux Bindselet de fra mit Öie drage,
Og unge Brudepar for Altret staaer,
Velsignelse af Præsten at modtage.
Ungmöen med den friske Krands i Haar,
Vel skiön, men bleg, som standen op fra Döde,
Ynglingen i sin förste Ungdoms Vaar;
Langt bag ved dem, ved Kiærterne, som glöde,
I Kirkens gamle Mellemgang det var —
En Grav, nysaabnet, mine Öine möde.
Og nær og fiærn der sig hidklynget har
En magelös og ukiændt Folkestimmel;
Man egne sære Ansigter blev vaer,
Der syntes födde under fierne Himmel;
Men ingen giætte kan, hvorfra den er,
Saa fremmed synes Alt hos denne Vrimmel.
Brat nu igiennem Kirken bæver der
Blandt Orgeltoner synderlige Klange,
Som stærkest Sands at ryste mægtig er.
Da nu forstummed Orgellyd og Sange,
Hvis Sprog, hvis Tone selv var ingen liig;
Op trænger Mængden sig ad Kirkens Gange,
Imod mig Bruden venlig böier sig,
Med Blik — som ingentid mig gaaer af Minde;
Et villigt Tegn lod dette Blik for mig;
Thi greb jeg, uden Frygt og Gru i Sinde,
Den kolde dödningblege Pigehaand,
Med skiönne Yngling hende at forbinde!
Hvi misforstod den Skiælven du, min Aand,
Da hendes Haand til Ynglingens sig vendte?
Hvi knytted jeg saa ulyksaligt Baand?
Jeg knap Velsignelsens det Sidste endte
I grædske Tungemaal, som man mig böd,
För man mig atter mine Öine blændte,
Hvor Graad i Lön ei uden Grund frembröd.
For sidste Gang formælet Brud jeg skuer,
Et Crucifix man mig at rækkes böd,
Hvor, med en Ed, hvorved endnu jeg gruer,
Man mig med höien Röst og lydelig
En evig Taushed Natten at tilsværge truer.
Det end blandt Pröver haardest var for mig.
Dog da og den jeg naaer at overstride,
Jeg ud af Kirken sættes sagtelig.
Nu fri jeg mine Öine strax befriede
Fra Bindselet, der trangt omkring dem laae,
Og flux de hæved sig til Himlen vide.
Paa Himmelhvælvet Stiernerne end staae,
Paa Byens Tomt see ned fra blanken Bue,
Lydt hörtes Bölgen nærmere at slaae.
I Kirken svage Skimt end sees at lue,
Dog snart jeg seer det ganske mörknes der,
Og ikke mindste Glimt er meer at skue.
Udmattet nu af denne Nats Besvær,
For kraftlös til min Vandring at fuldföre,
En Stund jeg lægger mig paa Jorden her;
En Stund derpaa, en Lyd mig kom for Öre,
Som Vinden bar fra Kirken hen til mig,
Mig tykkes Faldet af et Skud at höre.
Som Febergysen giennemfoer det mig,
Og alle mine Lemmer det bespændte.
End eengang saae jeg didom ængstelig,
Men hastig nu til Alt jeg Ryggen vendte.
Som Död og Helved mig i Hæle var,
Igiennem Mose, Siv og Tiörn jeg rendte.
Til aabne Huusdör nu jeg vundet har,
Her jeg af Skræk til Jorden kastet bliver,
Dog ingen Ro for mig at finde var.
Den aarle Morgen atter op mig driver,
För Sol endnu oprandt paa Himmelen,
Til gamle Kirke alt jeg mig begiver;
Den skumle Nattesværm var svundet hen,
Sig Kirken farved skiöndt med gyldne Sömme,
Alt stiltes Sandsers viltre Larm igien,
Mig var det, som jeg vaagned op af Drömme,
Om blide Morgens Kiölighed det var,
Om Stillet i det gamle Helligdömme,
Om rene Himmeltröst det været har,
Som jeg paa dette Sted saa tit har fundet,
Naar mangen Lidelse mig tynged svar;
Mig, som et Syn, nu Natten var forsvundet.
Jeg gaaer og aabner gamle Kirkedör,
Saa stærkt var Haabet mig paa ny oprundet,
At förste Sted, hvorhen jeg skue tör,
Er, hvor jeg troede, Graven at opdage.
Jeg gaaer — saa stærk mig Tro og Tillid giör —
Jeg aabner Stedet — uden at forsage;
Jeg aabner og jeg finder — evige Saar!
O Dolke, der sig evig mod mig drage!
Den blege Brud med friske Krands i Haar.
Hvorfor, o alt for tro og sandru Blikke!
Ei evig Nat om eder Dækket slaaer?
O Hierte! hvi brast du i Döden ikke?
Mig lever du dog kun til Lidelser.
I Læber, som Livsaande end inddrikke,
O hvorfor blegnede I ikke her?
I Kræfter, som mig efterhaands fortære,
Hvi skaante I mig da til ny Besvær?
Saa mange Aar i mig jeg maate nære
Den sörgelige Löndom mig til Qval;
Og selv mig Veien til min Gud tilspærre,
Da Döden alt veed mine Timers Tal,
Hvert Rædselsbilled drager mig i Minde,
Den Midnatsbrud, jeg gav ham til Gemal.
O salig hver, som reen og from i Sinde
Med ubesmittet glad Samvittighed
I indre Bryst Guds rige Fred mon finde!
Ak længe har jeg savnet denne Fred!
Utömmelige Væld, Alnaades Kilde,
Hvorfra de rige Strömme rinde ned!
Den lange Harm fra mig du vende ville,
Samvittighedens Marter, Hiertets Qvaler,
Du naadelig helbrede og formilde!
Du skiulte Udaadsmand sin Lön betaler,
Du höre og en Synders fromme Klager,
At dette Skrift til fierne Fremtid taler,
Og du i Fredens Hytte ham optager!