Da du fremsteeg af Havets Skiød,
O Danmark! i din Ynde,
Fra Skyerne en Stemme lød,
Dig Lykke at forkynde:
Held dig, nyskabte Danmark! Held!
Du aldrig, aldrig vorde Træl!
Dig være Friehed Lykkens Væld!
Og aldrig det hentørres!
Og skiøn vi Frieheds ædle Aand
Hos vore Fædre spore;
Den halve Jord bar Romerbaand,
Men stolte Rom bar vore;
Til Kriig stod Fædrenes Attraae,
De lagde andre Lænker paa;
Men aldrig fremmed Aag man saae
Paa danske Skuldre hvile!
Een Tidspunct mørk og sørgelig
Dog kom til Hovmods Glæde;
Den sine Brødre fik ved Sviig
Paalistet Trældomskiæde.
Da væbned’ Danmarks gode Aand
En Nansens og en Svanes Haand,
De knuste hine Trældomsbaand,
Og frie blev danske Borger.
Dog klirred’ end om Bondens Fod
Den tunge Slavekiæde;
Men mangen ædel Mand fremstod
Fra Trældom ham at redde;
Til Landets fromme Fader lød
Det høie Raad om Bondens Nød,
Og Christian Bondens Lænker brød,
Og Danmarks Skytsaand smiilte.
Og ofte, ofte smiler han
I Fader Christians Dage,
Han ofte høres til sit Land
Den Varsel froe gientage:
Fortien, mit Danmark! o fortien
Din Friehed ved at skatte den,
Og elske hver dens sande Ven,
Din Prinds, din gode Konge!