Nei bort med Sange, bort med Dands,
Bort med Lyæi Vedbendkrands,
Og bort, langt bort med alle Glæder.
Og langt, langt ogsaa bort med dig,
Du som er froe og lykkelig,
Hvi martre den, som trøstløs græder?
For vel jeg kommer kun ihu
Den Tid, da jeg var glad som du,
Den skiønne Tid, som ei er mere,
Da glad jeg drømte Polly min,
O! hvad mod denne Fryd kan din,
Og hvad kan nogens Glæde være?
Da var mit hele Liv en Dands,
I Fryds og Elskovs Blomsterkrands,
Mig Polly giennem Livet førte,
I, hvad jeg hørte, hvad jeg saae;
I, hvad min Tanke kun faldt paa,
Jeg Polly tænkte, saae, og hørte.
Om hende Nattergalen sang,
Om hende Skovens Chore klang,
Om hende rifled Væld og Bække;
Hver Trætop sused hendes Priis,
Zephyr og Storm, hver paa sin Viis,
Sang hendes Skiønhed, hendes Tække.
Til Fryd mig da hver Dag frembrød,
Den oprandt kun af Nattens Skiød,
For til min Polly mig at bringe;
Hos hende fandt hver Aften mig,
For den, der elskes lykkelig,
Flyer Dag, og Aar med Lynets Vinge.
Da randt hver Bæk med Viin for mig,
Thi hver Drik Vand var Skaal for dig,
Min elskelige, elskte Pige!
Sin Nectar Cypris giød deri,
Og Gratierne stemte i
En Sang for mig, og for min Pige.
Skiønt var mig da det hele Aar,
Thi Sommer, Vinter, Høst, og Vaar
Om min og Pollys Yndest streede,
Mig var hver Aarstid lige kiær,
Thi ivrig kappedes enhver
At bringe mig, og Polly Glæde.
O Vaar! hvor lykkelig jeg var,
Naar jeg din første Rose bar,
Din første Gave til min Pige!
Hvor froe hun tog den af sin Ven?
Saae nu paa mig, og nu paa den,
Og Læben kunde intet sige.
Da, skiønne Sommer, da kom du!
O dig jeg komme skal ihu,
Saa længe jeg mig selv hukommer.
De underlige Vandringer
Ved Aftenrødens Trylleskiær,
O det var mine Dages Sommer!
Og naar med Høstens Gaver riig,
Jeg iilte, Polly! glad til dig,
Og saae dig dem med Fryd modtage!
Og saae hver mindste Frugt dig kiær,
Og saae, min Haand gav Frugten Værd,
Hvor signed’ jeg da Høstens Dage.
Og naar da glade Vinter kom,
Og samled os fortroelig om
Den lille Ovn i trange Stue,
O der var Elskovs Helligdom,
Thi der var Dydens Helligdom;
Ved Vestas tændtes Amors Lue.
Hvert Blik, hvert Ord, var Fryd, var Held,
I hvert stod Pollys hulde Siæl,
Med Vid og Ømhed, Kraft og Ynde.
O hvor mig Jorden da var kiær!
Hvor Dyden for mig havde Værd?
Jeg hørte Polly den forkynde.
Den Tid, den gyldne Tid svandt hen,
Og Mindet har jeg kun igien,
Mig daglig Saaret at oprive,
Dog lad det bløde, smerte mig,
O lad det, lad det æddre sig,
Helbredet skal det aldrig blive!
Thi bort med Sange, bort med Dands,
Bort med Lyæi Vedbendkrands,
I Glade, bort med Eders Glæde,
Min Glæde tabtes med min Møe,
Thi — til Gud under mig at døe,
Ak! — under, under mig at græde.