Den ædle Digters Minde
(Efter Littleton.)
(Efter Littleton.)
Ei kom jeg Eders Skaansel at begiære,
For Scener ak! hvis Digter ei er mere,
Nei de, som han, imens han vandred’ her
Bedst Talsmand finde vil i eget Værd,
Hans Venner! — seer min Graad, tilgiver den,
Hvad her I see, er ikke Kunstneren, —
Hans Venner elskte han, saa varmt, saa ømt,
Saa frie for Egennytte, reen for Skrømt!
Hans Trofasthed, hans Iver uden Lige:
Ei Ord beskrive kan, men vore Taare sige.
O ædle Sanddruehed! o Troskab uden Meen,
O Dyd, saa mild, saa ægte, og saa reen!
O ømme Kiærlighed for Brødres Vel!
Hvor finde I et Tempel, som hans Siæl?
Saa Manden var; I kiænde Digteren,
Til yndig Veemod rev han Hjertet hen,
Fra fulde Siæl brød fyrigt Bifald ud,
Naar han fortolked Dydens milde Bud,
Sin himmellærte Luth indvied hans Camene
Til ædle milde Følelser allene,
Og intet Ord undslap hans kydske Pen,
Han kunde døende attraae udslukt igien.