Kalliope
→
Digtere
→
Chr. Rimestad
→
Førstelinjer
Chr. Rimestad
(1878–1943)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af Glans, af Guld og Glød er Dagen mæt
Ak, hvem har levet her i fjerne Aar
Ak, hvorfor maa du grunde, og hvorfor maa du gruble
Ak, i min Sjæl den gamle Uro stiger!
Ak, kunde jeg gribe og fange
Alle mit Livs forsvundne
Alle vi der kendte ham
Alt i mit Liv som ligger
Automne odorant, tu pénètres ma chair!
Avec, au fond des yeux, la gloire de l’horizon
C
C’était le soir, l’automne . . . l’automne et sa brume
Comme il pèse lourdement sur mon cœur, le Souvenir!
D
De er ikke mere, de Aftner
De Nonner som har Hjem bag Klostrets Mure
De samme Himle — de samme Brosten
Den gamle Park er segnet hen
Den kommer en Dag — hvorfra . . . hvorfra?
Den skønne Foraarsaften tungt forvirrer
Der var engang hvor den var nær forbundet
Det er i Skumringstimen. I Himlen fjernt det brænder!
Det er saa længe siden
Det er Vinden, det er Vinden, vældig den kommer!
Det hvisker, det hvisker imod mig
[Aften]
Det hvisker, det hvisker imod mig
[Aften]
Det regner i Dag . . . Det regner i Dag
Det Smil blev til i en Mesters Drøm
Det var det stærke og hemmelige Baand som sammen os bandt
Det var en Aften i den sene Høst
Det var fra Dybet af en høstlig Nat
Diamanten er kold
Din Stemme kan blive saa svag og besynderlig blid
Dine Hænder, dine Hænder!
Dit Minde slumrer i mig som et evigt Efteraar
Du duftende Skov, som dugberuset skinner!
Du er endnu iblandt os her tilstede
Dødskamrets Ro, hvor er dens Tavshed tung!
E
Elskede, hører du, vide jeg maa
En Damp det er, som varsomt de Slør og Skygger tegner
En gylden Eftermiddags store Stilhed
En Have jeg ved, et Steds langt inde i Lunhed og Morgedug
En Maane stiger i Aftnen
Erindrer du det Sted i Skovens Taage . . .
F
Flandern! Flandern!
Foran det gamle, falmet gyldne Spejl
Fra saa langt, ja saa langt jeg kan huske tilbage
G
Gamle Kvinder med de stille Øjne
Gud ved hvormange kolde
H
Han kommer nær, den unge ranke Mand!
Hans Lykke det blev at bevare
Hjertets Nat!
Hver Gang du aabner dit mægtige Smil
Hvisker den nu i mit Øre paany
Hvor er du nu? Dit Minde suger mig i Brystet
Hør Tiden, hør vor Tid! Dens Hast og Jag!
I
I den Stund du blev født, stod Hun stor ved din Side
I denne Nat din Sjæl var god
I dine Øjnes Vekslen
I Morgen sker det! Regnens lunkne Lyd
Igen et Foraar! og igen et Øde
J
Ja — nu er du langt borte . . .
Ja, altfor tit er vi vort Legems Træl
Jeg elsker denne snævre Gades Fest!
Jeg er dig atter nær
Jeg fik aldrig at vide, hvorfra hun kom
Jeg har fundet i dig mine Fædres Mystik
Jeg havde forladt mit Hus for at gaa
Jeg husker at vi vandred
Jeg husker dine Kjoler
Jeg husker en Eftermiddag i Skovene ved Meudon
Jeg husker en Mund ... to tunge og røde Roser i Aftenbrand
Jeg hører Klokker i Natten
Jeg ved at dit Hjerte, dit nøgne Hjerte
K
Kom, se Konkylien, kruset, hul og svag
L
Lang Tid havde vi vandret
Le frisson lourd et long des nuits dans les branches
M
Men vi har Uhre, hvor i langsom Strøm
N
Nu er det Løvets Fest!
Nu er mellem os det golde
Nu falder Natten paa ...
O
O alt det som vandrer forbi os, og som aldrig mere vi ser
O Bruges, besynderligt dit Minde hvisker
O denne Fjernhed i den Dødes Smil
O gerne gad jeg blive her med dig!
O Hjerte, du blev ramt af de snigende Aar
Og nu —
Om Været er graat eller gyldent
On respirait à peine dans cet air excité
P
Petit diable
S
Se Drømmens Stad nu da en Dag er død!
Sol var hendes Væsen. Og alle- allevegne
Solen har straalet saa længe
Som disse Ruder, disse øde Stuer
Svøbt ind i Aftenlys og løst fra Minder
Saa det var altsaa det Hele
Saa ganske straaleløs en Sol gik ned
Saa kom altsaa det som jeg vented
T
Tænk, alle de røde Solnedgange
U
Underlige Du!
Usigeligt sagte, fjerne Stad, der naar mig
V
Vi Børn af de taagede Sole
Vi er for tit i onde Magters Vold
Vi sad i Gaar ved min Rude
Vi skal vel ikke mødes mer