„I Morgen sker det!” Regnens lunkne Lyd
i Foraarsnatten, som en ømt fortrolig,
har hvisket det til En, der gik urolig.
„I Morgen Løvspringsunderets grønne Fryd!”
Du dybe Skov! Du der en Dag begynder
den underlige, hjertebankende Tid.
Saa salig er du, og saa hed og blid
som en Forelsket, der bestandig nynner.
Umærkeligt og mildt, hvert Døgn, et Mørke
bortsuger lidt af det ømme Silkeskær.
Men Kilder væder Skovens Mos og Trær.
En Verden af Sødme midt i Somrens Tørke.
Og stolt og glødende og stum den dør.
Det skøre Guld den sorte Jord bestrør.