Christian Rimestad (1878–1943)

Rimestad, Christian, født 1878, Forfatter, Kritiker. Født 30. Januar 1878 paa Frederiksberg (Trin.). Forældre: Højesteretsassessor Christian Rimstad og Hustru. Gift 30. Januar 1915 paa Frederiksberg med Maren Margrete Eva Greve, født 10. Januar 1887 i København (Matth.), Datter af Gartner, senere Fabrikant Niels Rasmussen Hansen Sørensen Greve (1852–1923) og Eva Pettersson (1859–1915).

        Rimstad er vokset op i et stærkt litterært interesseret Hjem. I Metropolitanskolen havde han Kammerater med levende humanistiske Interesser. Han blev Student 1895 og kom tidligt i Berøring med 90øernes Digtere: Stuckenberg, Sophus Claussen, Helge Rode; et uudsletteligt Indtryk gjorde Tidsskriftet »Taarnet« og dets Udgiver, Johs. Jørgensen, paa hans unge Sind. Senere vakte ogsaa Johs. V. Jensens »Digte« hans stærke Beundring uden dog at fjerne ham fra det faste Grundlag, hans Aandsdannelse havde faaet i »det sjælelige Gennembrud«s Tid. Som hans Poesi har sin Rod hos denne litterære Gruppe, saaledes udgaar hans litterære Kritik fra Johs. Jørgensens Artikler i »Tilskueren« om nyere Digtning, navnlig Baudelaire. Den første Kronik, han kom til at skrive i »Politiken«, var netop om Jørgensens »Essays«; andre Artikler af den tyve-aarige handler om Albert Samain og Pierre Louys. Rimstad vilde først forberede sig til en Skoleembedseksamen, men bestemte sig senere for den nylig oprettede Magisterkonferens i Litteraturhistorie, som han bestod 1903. Hans Konferensafhandling udkom 1905 i Bogform under Titlen »Fransk Poesi i det nittende Aarhundrede«; det er en forbavsende indsigtsfuld og fintfølende æstetisk Karakteristik især af den vanskeligt tilgængelige Lyrik fra Baudelaire til Aarhundredskiftet. Fra Rimstads Ungdom stammer ogsaa næsten al hans lyriske Digtning. Den foreligger i Samlingerne »Aftnerne« (1905), »Ilden og Asken« (1908), »De høstlige Hymner« (1910); Antologier er udkommet under Titlerne »Kærlighedsdigte« (1920) og »Elegier og Hymner« (1926). Han er i disse Samlinger stærkt paavirket af fransk Poesi, men ogsaa af angelsachsiske Digtere som Shelley og Poe. I sin Diktion tilstræber han at give det enkelte Ord og det enkelte Vers den stærkest mulige Vægt, ligesom at banke Digtets Følelsesindhold helt ud i Fladen; derfor blev han ofte anset for en »Fremmed« imellem saa mange samtidige Dyrkere af det perspektiviske og vage Udtryk. Som et for Rimstad særlig repræsentativt Digt tør vistnok nævnes »En Danserinde«; sin poetiske Trosbekendelse har han givet i Hymnen »I den Stund du blev født«. Rimstad begyndte som Repræsentant for den forfinede Æsteticisme med elegisk Betoning og udviklede sig til en Forherliger af Skønheden under alle Former. En stærk sjælelig Spænding og ængstelig Forundring over Livets Mysterier gaar igennem alle hans Digte.

Rimstad har et meget omfattende kritisk Forfatterskab. I Bogform foreligger, foruden Debutarbejdet, Samlingen »Digtere i Forhør«, oprindelig Interviews i »Adresse-Avisen« (1906), »Belgiens store Digtere« (1915), »Fra Stuckenberg til Seedorff« (I-II, 1922–23), »Otto Rung« (1924), »Baudelaire«, for hvilken han erhvervede den filosofiske Doktorgrad (1927). Endvidere har han skrevet Kunstbøgerne »Det franske Maleri i det nittende Aarhundrede« (1938), »Niels Hansen« (1937), »K. O. Hilkier« (1936), »Helge Helme« (1936) og »Gunnlaugur Blondal« (1938). Men hans største Indsats som Kritiker ligger i de Tusinder af Kronikker og Artikler, han har skrevet i Blade og Tidsskrifter, især om dansk Lyrik og (en Tid lang) dansk Roman og fransk Litteratur af alle Genrer. Han er en velunderrettet og poetisk sensibel Anmelder; hans Redegørelser for aktuelt fransk Aandsliv søger deres Sidestykke i Verdenspressen; mangen Gang har han med Tilfredshed kunnet se Digtere og Prosaister, som han paa et tidligt Tidspunkt har fremhævet, stige fra Ubemærkethed i deres Fædreland til den store Berømmelse. Desværre maa alle hans Artikler søges paa de Steder, hvor de oprindelig er fremkommet, i »København«, »Nationaltidende«, »Politiken« o. fl. Steder. Det er den rent digteriske Litteratur, der mest interesserer ham, og kun fra en æstetisk Side. For Skuespil som moderne litterær Genre har han kun periodisk vist Interesse; derimod er han en fin Skildrer af Skuespilkunst, især af den enkelte Skuespillers Indsats; i »Hver 8. Dag« skrev han 80 Karakteristikker af Scenens Børn, og i Serien »Sceniske Kunstnere« har han offentliggjort Bogen »Clara Wieth« (1918).

Rimestad har endelig virket som myreflittig Oversætter, især af nyere fransk Prosalitteratur.