En Danserinde
Til Sophus Claussen
Til Sophus Claussen
I
Foran det gamle, falmet gyldne Spejl,
det blege Vand, hvori en Fortid slumrer,
hvor svage Skikkelser med slukte Øjne,
med matte og mødige, halvt udviskede Træk,
med smalle Læber og en Lød af Aske,
har smilet til mig fra den vage Fjærnhed —
foran det Spejl, som Tiden langsomt angreb,
i mange Aar Hun nu fordoblet har
sin sære og sin smertelige Skønhed . . .
Dér staar Hun uberørt af Aarets Vækst,
af Vaarens blændende og svimle Saft,
af Sommertimernes mørke, modnede Kraft,
og af den brune Efteraarsaftens Taager . . .
Jeg véd ej, om hun drømmer eller vaager!
Dér staar Hun, fjærnt fra Blæst og langt fra Lys.
Det er et Sted hvor Solen aldrig skinner,
det er i Stuens Skumring, at Hun staar . . .
Dog gennem hendes Aand Allivet rinder!
Ak — meget er forsvundet disse Aar.
Igennem vore Dage gaar der Kvinder . . .
Kvinder kommer og Kvinder atter gaar . . .
Tilbage bliver nogle blege Minder!
En løser for sit tunge og mørke Haar,
en Bølge af Vellugt gennem Stuen slaar,
et Gys af Lyst igennem Kødet gaar . . .
— En skælvende Erindring Blodet gemmer . . .
Og saa, en Dag, den sidste Duft vi glemmer!
Mens andre gik, den tavse Dame blev.
Den brune Broncedame er forblevet
taus og urørlig foran det gamle Spejl.
— Modsætningsrig er hendes sjældne Skønhed
skrøbelig tynde er de løftede Arme,
de blide Knæ, de lange og slanke Ben,
og tyndt det smalle, fint indsnævrede Liv.
Forfinet og frodig er den levende Ryg.
Den dybe Rytme har en Bølges Hulning,
og frugtbart runder sig de svaje Lænder.
En sagte Ild i hendes Legem brænder
helt ud i de nervøse, smalle Hænder.
I hendes Ansigt er en sælsom Lyst,
en anspændt Lyst, der næsten ligner Ve . . .
Man kan en mørk, en ukendt Vellyst se
i Skumringsskær, der steg fra Blikkets Bund,
i Tyngden af de langsomt sænkede Laag,
i Smilets Krusning af den rige Mund,
den løndomsfulde, yppigt buede Mund,
og i den spændstige Hofte, svær og rund . . .
Hun staar og danser, tynget af en Højtid,
besværet af Ekstasens hede Luft,
bedøvet af sin egen tunge Duft.
Hun staar og danser, hendes lange Øjne
er lukte næsten over Ekstasens Drøm,
der synker, svimmelfuldt, langt ned i Hende.
Det er et dragende og dunkelt Minde
om fjærne Tiders højtidsfulde Rus,
der svider denne tavse Danserinde,
som i sin Dans, og i sin Drøm, er Kvinde,
er dybt, langt ind i Sjæl og Sanser, Kvinde . . .
Nu er Hun grebet af det store Brus!
Det er Aarhundredernes glidende Strøm,
der skænked hende denne mørke Drøm . . .
Der staar en Dis af Lyd om Hendes Dans,
en Genklang af en fjærn, forglemt Musik,
som anes i det smægtende, tunge Blik.
II
Det var engang i min tidlige Ungdoms Aar,
det var i en Danmarks graa og blæsende Vaar.
En Længsel stormende gennem Blodet jog —
afsted, afsted ned til Paris jeg drog . . .
Med Hjærtet stort og af Forventning glad
kom jeg en Morgenstund til Kunstens Stad!
De lange Boulevarder lysende laa —
jeg saa de unge Kvinder vuggende gaa . . .
Kastanjetræerne fulde af Blomster stod,
imod mig skyllede Kvindernes brede Flod!
Mit Hjærte bugnede og blev fuldt af Mod!
Paris laa badet i sin gyldne Glans,
sin vide og sin sitrende Morgenglans.
Kvinderne vuggede, ført af en indre Dans . . .
. . . Saa stod jeg tilsidst i den store Broncebutik.
Og da jeg den brune og tavse Dame fik,
en Skælven af Glæde gennem mit Hjærte gik!
Og da jeg kom ud igen i en Luft, der var Vin,
jubled det i mig . . . Tænke sig . . . nu er Hun min!
Alle de unge og skønne Kvinder jeg ser,
svaje og fine, født af den bølgende Stad,
som sorgløst nu imod Foraarssolen ler —
ældes skal de . . . hærges af Sot og af Aar,
snigende gennem dem Tidernes Hærværk gaar.
Der kommer den Dag hvor de Alle — Alle skal dø!
Men Hun — Hun blev født paa Lyksalighedernes Ø!
Evig er Hendes Ungdom — Hun skal ej dø!
Og dog er Hun ældre end alle — berust af Musik,
hjemsøgt af Lyd fra Tider der længst forgik,
En Hjemvé mod svundne Lyster har fyldt hendes Blik!