Lionardos Johannes
Til Otto Rung
Til Otto Rung
Det Smil blev til i en Mesters Drøm.
Ingen ved hvorfra det steg.
Det er alle Tiders sælsomste Mund
krust af en kimærisk Leg.
Det er over alt, og hinsides alt
vi vandrer og hviler i.
Det er ind til den fjærne Løndom
de dybe Anelsers Sti.
Der er Ingen der ved hvorfra det kom,
og om det er Lyst eller Vé.
Det drager med Gru, som fik vi med eet
det evigt Forborgne at se.
Er dette besnærende Væsen . . . en Drøm?
Hvem ved at det er en Mand?
Den ulmende Ild i Smilet,
den er ikke Kønnets Brand.
Det gemmer en sødmefuld Spot over alt
hvad vi Mennesker glædes ved.
Det slipper os ikke, hvor vi end gaar
følger det haanende med.
I Hverdagens Timer fordærvende har
det sneget sig dunkelt ind.
Uvejrsagtigt det avler, almægtigt,
Begæret igen i vort Sind.
Begæret der stille jamrer og rækker
Armene klagende frem,
tiltrods for det aner at aldrig
det finder sit store Hjem.
Jeg ved det har gjort en Lidelse let,
og endt en Kødets Kamp.
Det har spaltet det Haarde — har løst det
til en uvirkelig Damp . . .
Det er Smilet af Sødme og Smilet af Spot
og Smilet af gysende Gru!
Det er Skæret fra Drømmen i Dybet
af den rolige Menneskehu.
II
Jeg blev ført af et Ansigts Lokken
ind i Louvres Helligdom.
Det var for Johannes Hoved
at jeg i Louvre kom.
Det var for en bydende Længsels Skyld
at jeg i Louvre gik,
for Læbernes Dragen og Øjnenes
hypnotiserende Blik . . .
Fra de lange og lønlige Øjne,
og fra den lange Mund
sived den samme Smilets Trolddom
ned til mit Væsens Grund.
Foran det Billed fyldtes jeg af
Bedøvelsens Ensomhed.
Foran det Aasyn glemte jeg langsomt
en Sorg jeg i Danmark led.
Det var i den foraarsfortumlede By,
i det grønne og gyldne Paris.
Galskaben sang Allevegne —
Det Ansigt gjorde mig vis.
Jeg har suget en hemmelig Næring af
en Mesters betvingende Værk.
I Foraarets svimlende Stad det gav
mig en Sjæl taalmodig og stærk.