Saa det var altsaa det Hele
Til A. H. Kohl.
Til A. H. Kohl.
Saa det var altsaa det Hele . . .
Det var derfor jeg gav mig selv.
Jeg kendte jo ej til at dele
mig ud — Jeg gav dig hver Trævl!
For — førend du fik mine Bryster,
min Hvidhed og al min Varme,
mine Lænders natlige Lyster,
og mine to skælvende Arme —
Ja, førend du fik mine Læber
og min Munds berusende Saft,
og mine Knæ som Glæden
gav en forunderlig Kraft —
(du har elsket min Mund, du har nydt den
som den sidste, den ukendte Frugt!
Aandeløs har du holdt den i din,
skinsygt indelukt . . .)
Ja, førend du fik mine Øjne
der blev saa smalle og lange,
at du tog dig engang til Hjærtet,
og stirrede længe og bange,
og mumled: hvor er dine Øjne . . .
du ser ud som om du var død . . .
fra saa langt tilbage jeg fabled
om denne stivnende Glød . . .
Langt førend vi smagte tilsammen
Kærtegnenes Sødme og Salt —
da var jeg jo din for altid!
da havde jeg givet dig Alt!
Ikke blot den lange og lune
og rødlige Strøm af mit løste Haar,
som gysende helt til de hvide
og brændende Lænder naar —
(du sagde: dit Haar er en Kilde,
et uudtømmeligt Vand
i Straaleskær af en evig
Oktobers Solfaldsbrand . . .)
ikke blot mine Tænder der, langsomt,
suged og bed din Mund,
det Smil der var dig en Løndom,
en Skumring foruden Bund —
mine hede og krusede Læber
til din dybe og dvælende Lyst,
og til dine Hænders Nyden
min rytmiske Ryg og mit Bryst
ikke blot mit Legemes Vellugt,
— jeg selv, jeg kendte jo ikke dens Magt,
men du — du har følt den omkring mig
som en usynlig Dragt . . .
(I sorte og lange Nætter
du aandede ind i dybe Drag
mit Legem der brændte imod dig
som en lysende Julidag.
Det var dig som drak du mit Legemes Sjæl,
min solede Rosen og Nellikeduft,
mit Haar i hvis rødlige Skumring
der svømmed en Skovaftens Luft.
Maaske den engang vil vaagne paany
og tirre og smerte dig:
jeg tror den blev rigest af alle
de Glæder du søgte i mig.)
— — Nej . . . det der for mig var mere
end Rusens bedøvende Lyst:
Alt det som vi ikke kan øjne,
de svære Tiders Trøst.
Udholdenheden igennem
de vanskelige Aar,
en Haand der ved at læge
selv det dybeste Saar.
Et Blik der bliver blidere
og mørkere for hvert Aar,
og som en rolig Lægedom
langt ned i Sjælen gaar . . .
En Stemme som faar stadig mere
tyst og nænsom Lyd.
. . . Alt det Usanseliges
kvægende, stille Fryd!
— — Saa det var altsaa det Hele.
Det var derfor jeg gav mig selv.
Jeg kendte jo ej til at dele.
Jeg gav dig, jeg gav dig hver Trævl!
Altid jeg stille gruede for
dit uvejrsagtige Overmod,
Jeg aned, og stundom jeg vidste
at Glemselen var i dit Blod!
Var det for dig, jeg elskede, blot
en Drømmens og Lystens Leg . . .
Hvordan . . . hvordan gik det til at din Glæde
med eet blev kold og blev bleg . . .
Jeg ved at nu gaar du fra mig,
og jeg bliver ene her.
Og vi skulde ikke kende
det der har dybest Værd.
Vi skulde kun mødes og skælve
i Kyssenes stormfulde Stund,
og mærke den Jordskælvsrasen,
der ryster os ned i vor Grund.
Ind i din sidste Higen
Narkosen sit Mørke gød.
Du vilde den sorte Slummer
som følger den dræbende Glød.
Alt vilde du prøve — ogsaa
den Drøm der er ængstende sød:
indsuge af Favntagets Stumhed
og Mørke en Forsmag af Død.
Men — Mennesket, hvor er det henne
i den overvældende Stund,
hvor Læberne fletter sig sammen
til een besvimet Mund . . .
Vi skulde kun mødes og gyse
i Elskovens svimle Vé.
Vi skulde ikke tilsammen
det store Usynlige se . . .
Vi skulde ikke lære
hvordan Livet i Dybet er.
Og graanede sidde under
det blege Stjerneskær . . .