I den Stund du blev født
Til Sophus Michaelis!
Til Sophus Michaelis!
I den Stund du blev født, stod Hun stor ved din Side
og rørte ved din Pande med sin lysende Baand:
„Nu har du dit Kald blandt de Stille, de Blide.
Der kommet den Dag, da med eet du skal vide,
du er Kød af mit Kød og er Aand af min Aand!
„Den Stund skal dit Hjerte tavst svulme og fyldes
forunderlig tungt af en navnløs Lyst,
din Sjæl i et Stilhedens Sølvermor hylles,
og hemmeligt hele dit Væsen fortrylles:
Du ved, du skal bo paa de Saliges Kyst.
„Jert Liv, det er Aandens, er Legemets Plager,
det er tynget af Angst, det er trykket af Nød.
Hvad eet Aar skænker, et andet Aar tager,
og blindt efter Lykken og Lysten I jager.
I har travlt, for den truer, den hulsorte Død!
„I Dybet af Livet den troner og truer
som en Sol der er sort og som aldrig gaar ned.
Og saa I først den, for altid I skuer
et Skær af dens Skygge, og inderst I gruer:
Den kun I kender, den er alt, hvad I ved.
„I ser hvordan Dagene rinder og rinder,
I griber efter alt, I han klamre jer til.
De svækkes, de blegner, de dyreste Minder . . .
I selv ned i Mørket og Mulden forsvinder . . .
Og dog er det evigheden, I vil!
„Blandt Jer der er hungrige, triste og svage,
som famler og vakler i Usikkerhed
igennem de gustne, kort blussende Dage,
som higer og skuffes og lønligt klage,
jeg stundom stiger barmhjertigt ned.
„Jeg giver jer Mænd der af Stoffet udvinder
en tonende Ynde, en lysende Pragt,
en Ætherens Glans fra de yderste Tinder!
Med Undren man Tusind Aar efter den finder
urørt og uskadt i dens skinnende Dragt.
„Af alt hvad der, Barn, gennem Livet dig møder
skal du udsmelte Skønhedens evige Form,
af Glæden der Sindet og Sanserne gløder,
af den Sorg der i Stilhed og Ensomhed bløder,
af Sukkenes Sugen, af Lysternes Storm!
„Jeg vil, du skal vise, det er Verset der kroner
Eders Trang til at holde det flygtende fast,
at Verset er Duft og er Lys og er Toner,
at i Kunsternes Midte det kongelig troner
som Den der kan alt, og som aldrig har Hast.
„I en Verden hvor alting opløses, forbliver
et Vers som en Stjerne i Mulmet sat.
Stilhed og Tryghed det Mennesket giver,
Urørligt sin Skønhed og Visdom det skriver
igennem Aarhundreders Skumring og Nat.
„Fra alt hvad paa Jorden der toner og flammer,
fra Linjer, fra former det bringer Jer Bud,
fra det der hverken har Form eller Rammer,
fra selve den Løndom der famler og stammer,
fra Drømmen om Altet, og Driften mod Gud!
„Jeg vil, du bestandig skal mærke min Aande,
skal ane min rene, min rolige Røst.
leg vil at du selv i din strideste Vaande
skal stryges af Kys af min kølige Aande,
skal skimte mit hvide, blidt isnende Bryst!”
I den Stund du blev født, stod Hun stor ved din Side
og rørte ved din Pande med sin lysende Haand.
Du blev en af de Stille, blev en af de Blide.
Hvor godt og hvor stærkt det maa være at vide:
Hvad end du skal leve, hvad end du skal lide,
du er Skønhedens tjener, er Aand af dens Aand!