Gud ved hvormange kolde,
hvormange graa og golde,
hvormange mørke Mile
af Nat, og Vand og atter Vand
til alle Horisonters Rand —
hvormange gyldne Mile
af store Soles grumme Brand
naar Hav og Himmel koger . . .
Gud ved hvormange Mile
af gule Aftners øde Lys,
hvis Lød er som et Dødens Gys —
af tavse Morgners Taager,
som ligner Aander gamle, graa,
der møjsomt over Havet gaa
og vandre langvejs, langt af Sted,
og Regnen, Regnen følger med . . .
Gud ved hvormange Mile
af dybe Ensomheder,
der brydes kun af nogle faa
hjemløse Skrig af Maager —
Gud ved hvormange Mile
af Dages Guld, af Aftners Graa,
af hede Nætters Sorteblaa,
der nu sig bundløst breder,
— umaaleligt nu breder
en Afgrund mellem os . . .