Gud ved hvormange kolde,
hvormange graa og golde,
hvormange mørke Mile
af Nat, og Vand og atter Vand
til alle Horizonters Rand —
hvormange gyldne Mile
af store Soles grumme Brand
naar Hav og Himmel koger . . .
Gud ved hvormange Mile
af gule Aftners øde Lys,
hvis Lød er som et Dødens Gys
af tavse Morgners Taager,
som ligner Aander gamle, graa,
der møjsomt over Havet gaa
og vandre langvejs, langt af Sted,
og Regnen, Regnen følger med . . .
Gud ved hvormange Mile
af dybe Ensomheder,
der brydes kun af nogle faa
hjemløse Skrig af Maager —
Gud ved hvormange Mile
af Dages Guld, af Aftners Graa,
af hede Nætters Sorteblaa
der nu sig bundløst breder,
— umaaleligt nu breder
en Afgrund mellem os . . .