En gylden Eftermiddags store Stilhed.
Nedsunket i en Drøm jeg lytter til
et skørt, et spædt, et spinkelt Skyggespil,
saa blid en Lyd af Løv, der langsom dør,
som kvaltes den af Varmedisens Slør . . .
Nu hører jeg i den fuldkomne Stilhed,
som tynger denne Søvnens Sommerdag,
een Lyd, kun een, af Lykke, Lyst og Mildhed . . .
og denne ligelige Lyd den kvæger,
og noget sygt, som lever skjult, den læger.
Det gamle, gustne Mismod, som har hjemme
i Hjertets Dyb, maaske engang skal stilne,
skal stilne helt ved denne dunkle Stemme,
jeg lytter til som en usynlig Kilde . . .
O, lad mig høre den, naar alt er silde
og Livet ligner træt en Løvfaldsnat,
og alle Længsler har min Sjæl forladt,
og jeg forlængst har alle Somre bag . . .
For denne Lyd, det er dit Hjertes Slag!
O, du som mer end nogen blev mig kær,
hier sidder jeg med dig i Aarets Midte!
Dit Hjerte er mit Hjerte ganske nær . . .
Det er den vældige, den gyldne Sommer,
og disse bugnende og tavse Trær
ved intet, intet om den Død, der kommer.
Det er den rolige, den rige Sommer.
Beruset af sig selv den lange Dag,
almægtigt, i et længselsløst Behag,
i sit fuldt modne Purpur tungt den smiler,
og alle Vinde, alle Blade hviler . . .
Uplettet, ubevægelig sig hvælver
et Himmelhavs umaalelige Blaa,
hvor ingen Lyde under Solen skælver.
Min Aand! Min Aand, vær glad for hvad du vandt,
rug ikke over alt, som skal forgaa,
tænk ikke mer paa Tid og Ting, der svandt.
O, føl, et Hjerte er dit Hjerte nær,
og over dig det varme, vaade Skær
af to halvlukte Øjnes blide Blik,
saa varmt, saa godt, som om det Genglans fik
fra dette dybe, dette skjulte Sted,
hvor Livet banker tyst i Lyst og Fred,
som blanded dunkelt det sin stumme Sang
med dæmpet Lyd fra Hjerteblodets Gang . . .