Af Glans, af Guld og Glød er Dagen mæt.
Den bar saa rigt, saa tyngende et Skrud.
Vi lytter til dens sidste Aandedræt.
Snart rinder ogsaa det i Stilhed ud . . .
Se dette Sølv- og Perlemoderskær,
det siger os, den nøgne Nat er nær,
at Skoven mørknes og at Mulmet bier
paa denne Stund, hvor Alt og Alle tier . . .
O, modtag i din Sjæl det spinkle Sus,
den sidste Dønning fra det brede Brus
af fyrig Storm, der gennem Morgnen fløj,
og fyldte Rummet med sin vrede Støj!
O, lad os dvæle — lad os dvæle her,
og se, hvordan det sortner mer og mer
i disse gamle, disse skumle Trær,
indtil vi intet uden Mørket ser . . .
Luk dine Øjne, luk dem sagte til,
og lyt til Planternes, til Løvets Spil;
og hør det store fælles Aandedræt,
o, lyt til Søvnen, der er tryg og træt.
Hør, Altet drager drømmende sit Vejr!
Ja, mærker du, Jordaanden er os nær!
O, lad os blive, lad os blive her,
og lægge os paa disse Mossets Senge,
paa disse bløde, disse kolde Senge,
og sove Jorden nær, og sove længe,
og vaagne sammen med de gamle Trær!