Hvisker den nu i mit Øre paany
denne listende Røst . . .
Jeg kender den vel, for den kommer hvert Aar
i den sildige Høst.
Den nærmer sig tyst som et tøvende Sus
i Kastaniernes Trær,
som en Luftning, fjernt fra de døende Himles
Perlemorskær . . .
Den kommer som syngende Lyd af Løv
der daler ned . . .
Det er mere end Klagen, den gamle, om Altings
Forgængelighed.
Det er Stemmen der hvisker, at Livet som aldrig
er skønt i dets Død,
at Vaaren og S omren kun venter paa Høstens
Højtid og Glød.
At Skoven paa Grænsen af Kuldens og Mørkets
Tider først
bliver de Stilhedens Templer der kvæger
Længslernes Tørst.
At aldrig kan Vaaren bevæge vor Sjæl
med saa tung en Magt
som det taageomvundne og blegnede Purpurs
kølige Pragt . . .
At den krydrede Lugt fra Somrenes Orgier
er intet imod
den fugtige Duft fra de døende Skoves
Bladeblod . . .
At ikke den Elskedes Haand er mere
blød og blid
end den graa og den rødlige Skumring i Skoven
ved Aftentid . . .
O dybe og daarende Røst, jeg kender dig
altfor godt.
Man bliver saa fremmed for alt der er blankt
og grønt og blaat.
Det er dig der kan gøre vor korte Sommer
trist og lang
— fordi vi længes imod denne Susen:
Farvellets Sang.
Den gemmer en Stilhed der isner, ren,
og sort og stor . . . . —
Forglemte Tider . . . udslukte Slægter,
smuldret til Jord.
Denne sagte Bæven i Aarets Skumring
sent imod Høst
den skænker vort Hjerte en hemmelig Fred,
en forunderlig Trøst.
Det er som Altets Stemme, fortroligt,
hvisker i Løn:
Frygt ikke Døden! Se dog og føl hvor
Døden er skøn!