Alle mit Livs forsvundne
Sensomre er mig nær,
naar jeg mindes denne Haves
aarhundredgamle Trær.
Bestandig har min Barndom
og min Ungdom fundet dér
de samme tro og trygge,
tungt skyggerige Trær . . .
. . . O alle de der flakker
uden Ro og Rast omkring,
forpustede og tirred
af Begærets skarpe Sting,
fremhidset af det hede,
altfor heftige Blod,
Væsner uden Hvile
og Væsner uden Rod.
der vil at deres Lykke
med eet skal staa i Flor
i en Tropeblomsts Fylde
ja, alle de der tror,
at Lykken venter paa dem
et andet Sted paa Jord,
et andet Sted . . . et andet Sted
de ved blot aldrig hvor —
De kunde lære Taalmod
af disse stolte Trær,
der sejrrigt lod sig pidske
af de onde Tiders Vejr.
Saa trofast er de trykket
til den moderlige Jord,
og langsomt, aa hvor langsomt,
hvor umærkeligt de gror . . .
De glemmer alle Plager,
de i Vinterens Storme led.
Vidt over os de hvisker,
som dem der bedre ved
— med Taagerøster, rene
af en kølig Evighed . . .