„Jeg ved at dit Hjerte, dit nøgne Hjerte
det krymper sig nu paany,
blot fordi du har set den første
blaanende Foraarssky —
den bævende, allerførste
og blegblaa Foraarssky!
Jeg ved dit bekymrede Hjerte
forgæves vil søge sig Ly . . .
Du vaagner en Dag — dit Kammer er gyldent,
ei druknet i Solens Bad!
Natten har tændt Kastanjernes Knopper.
Se, hvor de brænder paa Rad!
Saa er da Foraaret vandret igen
ind i din Nordens Stad
Du Datter af Skygge og Skumring — hvorfor
gør Vaaren dig aldrig glad . . .
„Det er denne store og leende Sol,
som knap jeg vover at se.
Jeg blændes, jeg svides af Tusner af Blik,
der alle berusede le . . .
Gud ved, om Nogen kan føle som jeg
denne skarpe og skærende Ve . . .
I mit Øre der koger og koger bestandig
et heftigt, et hemmeligt Syd.
Og selv naar jeg so ver, i Drømme jeg hører
Foraarsnætternes Lyd . . .
Kærtegn og Hvisken . . . Fødsels og Dødskamps
hæse og hidsige Lyd . . .
Jeg ved jo godt, at for andre er dette
Livets mest rystende Fryd.
Knap nok vi forstaas af den, som vi frygtsomt
vover at kalde vor Ven.
Kunde du ane alt det, som jeg føler,
naar Foraaret er der igen,
og bruser, almægtigt og sejrsbevidst,
gennem Gader og Hjerter hen.
Maaske er det det, at jeg føler først da
Tilværelsens Virkelighed.
Den lange Vinter, den sænkede mig
i Tusmørkesyner ned.
Det var mig, som om jeg blev løst fra mit Liv,
det var som jeg gled og gled,
dybt, og i stadig fjernere,
mere kølige Drømme ned!
. . . Hvor langt jeg var nede i Drømmenes Brønd,
ikke jeg selv det ved . . .
Hvor langt jeg var nede — hvor fjernt jeg var borte
i usigelig Salighed . . .
Der var saa svalt — og saa stille . . .
Nu vaagner den varme Jord!
Det er som jeg hører — milelangt —
en Lyd af alt det, som gror . . .
Nu springer den ud i Tusner af Smil,
paany, den befrugtede Jord!
Vi ser, allerede, de gærende Safters
lange og flimrende Flor . . .
Jeg bliver beklemt ved at tænke paa
hvor vor Jord dog er svimlende stor!
. . . Jeg tror jeg længes — jeg tror jeg længes
imod min iskolde Mor . . .
Hos Hende — i Hendes rolige Rige
er der intet, som grønnes og gror . . .”