Du duftende Skov, som dugberuset skinner!
Lysende øm er dine Blades Hud.
Den Tid, som Alt i Verden sletter ud,
tre Gange Skønhed gav dig, tung paa Minder.
Jeg ved om gamle Dages ranke Kvinder.
Skælvende skære som du i de unge Aar.
Din kølige Vellugt var i det fine Haar.
Den Tid, som Alt usynligt gennemrinder,
forvandlede dem som dig til rolig Pragt.
Stolt var deres Sommers mørke og modne Magt.
Nu dør saa mange Kvinder, naar Høsten kommer.
Men uden Savn forlod de Livets Sommer.
Rynkede fint som Høstens blege Blad,
udspredende svage Lys de i Stilhed sad.