Diamanten er kold.
Dens Regnbueleg
er Gnister fra Øjne der altid ler,
hvor Ingen i Angst og i Stumhed ser
Fortidens Slæb
og Skyggen af alt hvad der sker.
Diamanten er gold.
Men den hemmelige Sten
med det skiftende Skær
og det tyste og dragende Navn —
jeg tror, den blev født af de sildige Timer,
de sildige Timers vellystige Savn.
Jeg tror, den blev hentet
— en Aften, i Høst —
af smalle og-bævende Hænder,
alle de hungrende Øjne til Trøst,
alle de Menneskeøjne til Trøst,
hvem Skønhedens Sygdom brænder.
En Aften, et Steds paa Tavshedens Kyst,
hvor Livet var grønt,
med mossede Væxter
saa stive som om de var størknet,
og Alger der svajer,
som i uendelig Søvn,
bestandigt og uden en Lyd.
Der var noget som mørkned og glimted derinde.
Den lammede Tavshed blev sønderbrudt.
Der var noget som mørkned og glimted derinde.
Det var som en hemmelig Susen af Vinde,
der mumler om en By, som langt borte de saa:
Oversvømmet af Vellugt fra Væsner og Trær
og Vande der blaa og krusede rinde.
Brungyldne Kvinder i Gaderne gaa,
og hvisker med Ynglinge, blege af Lyst,
paa et kvidrende Sprog som vi ikke forstaa.
I Parkernes Nat de omsider forsvinde.
Men Mørket blir oplyst: af Øjne der skinne
i den mægtige Attraa som tændes derinde.
Og Brisen fra Havet stryger, som her,
over ensomme Læber der kysser et Minde,
over Hjerter som langsomt i Længsel forgaa.
— — —
Pludselig er den som dykket i Vande af Skygge . . .
— — —
Men op fra dens Skumring steg der et Lyn,
som ud fra en Kvindes tungsindige Bryn.
Og i et Skær har den straalet rød,
saa ængstende rød og saa aftenhed
som en Mund, jeg ved . . .
som en Mund, jeg ved . . .