Jeg husker en Mund . . . to tunge og røde Roser i Aftenbrand.
Sært forvirrende Barn fra Syden! Hvor var det, at jeg dig mødte?
Var det en hed og duftende Aften, hvor Himmel og Roser blødte?
Sært fordærvede Elskovsbarn fra de kvælende Rosers Land . . .
Din Mund, der krused sig haansk og kyndig, krused sig ind og frem.
Og vided sig langsomt ud til et Smil. Og Sødmen i Smilets Fuger!
Jeg aned Sekundernes Trolddom: Mindet blev Dage og Uger . . .
Den hvide By . . . i de mørke Aftner . . . ved Havet . . . dèr var dit Hjem.
Jeg saa dem — engang — langt borte — disse Læber, haanske og hede.
De ejer de døende Rosers lade og smægtende Lød.
Ogsaa de blødende Blades fugtige Sensommerglød.
Forgiftende Brønd, hvor Tusinder drak for Livet en dødelig Lede.
Var hun blandt dem, der i Sydens Stræder lade og langsomme gik,
magtbevidste — i Maanemørket — med lange og lysende Blik . . .