En Have jeg ved, et Steds langt inde i Lunhed og Morgedug.
Og alle de klare Perler, som falder og brister og brister . . .
Saa skøre og skønne og aander ud deres Liv i saa dybe Suk.
Og er som en Graad, der, uden man ved det, ud af Øjnene lister.
En underlig Ømhed gemmer og spreder den ud over alle Ting.
Saa varligt, varligt vilde man gerne kysse de Blomsters Blade.
Og bære paa sine Læber Duften hjem til den triste Gade.
Og vogte paa den . . . og mærke dog, hvor den stiger rundt omkring!
Lidt frygtsomme stirre de alle op mod det kølige Blaa.
Og lukker sig sagte sammen, som gemte de gode Drømme.
Det er deres dybe Dufte: de ved de er varme og ømme.
Det var denne Haves Dug og Drøm, som over de Øjne laa.
Som vilde de værne og vogte paa Skatten, indtil der lyste
mod dem et Skær af det Hvide, som selv de i Dybet saa.