Underlige Du!
Med dit trætte hvide Ansigt,
som en sagte Skumring bader,
fra den Stund da Lysets Dødsgisp
Jordens lune Luft forlader.
Du blev sikkert født i Timen,
hvor de søde Opiumsdampe
oversvømmer hele Himlen
fra en høstlig Maanes Lampe.
Nede i det hvide Ansigt
blomstrer dine Læbers Røde.
Og det er, som for en dunkel
Tørst de tavst og stadig bløde.
Sygt en Ve fra Kødets Mørke
Mundens lange Linjer kruser.
Tungest dog dens Aftentavshed
og dens Fjernhed mig beruser.
Stirre ned i Taagen maa jeg,
til jeg drukner i dit Blik . . .
mindes om den Maanehimmel,
hvor de store Floder gik.
Det er fyldt af Nat og Fosfor,
og bag Febrens grønne Slør
glimter frem en Angst for Tiden
og for al den Fryd der dør.
Dine Ord, saa smaa og stille,
drypper i mit Blod og naar
noget inderst i mit Væsen
dunkelt som dit dybe Haar . . .
I din Stemme er der Lyde,
som naar det mod Aften dirrer:
Vingers Strygen som usynligt
i den store Tysthed svirrer . . .
Stundom brændte der bag Stemmen
som en mørk og hektisk Glød.
Noget i din Løvfaldsskønhed
aander svagt en Duft af Død.
Rødt uroligt Blodet mumler.
Skal en Nat det standse brat . . .
Skal den Brand, som var dit Væsen,
slukkes ud, en stille Nat. . .
Underlige Du!
Det er Høstens skøre Skønhed
som har svøbt sig over dig.
Og jeg længes mod dens Løndom
midt i denne blanke Maj.
Huden bleg som Løvets Aften.
Munden lyser høstlig rød.
Haaret mættet med en sød og
bitter Duft af Blades Død.