Det var fra Dybet af en høstlig Nat,
at Livets Vemod stirred mig i Møde.
Da steg og svulmed Sorgen i min Sjæl:
Jeg tænkte paa den Tid, naar vi er døde.
Alt, hvad jeg evned selv og var, gled bort,
et lille Lys blandt Tusind blot, som slukned,
et usselt Livspust, der en Vinternat
i Dødens sorte Sø forsvandt og drukned . . .
Jeg tænkte blot paa det Ufattelige:
Du skulde ældes, hærjes, falme, dø,
og at, engang, det sidste Minde om dig
blev borte i den store, sorte Sø . . .
Først naar en Dag den Sidste er forsvunden,
som fik sin mørke Lyst af al din Glød,
da er for alle Tider Dagen kommen,
hvor du er slettet ud, for evigt død!