Svøbt ind i Aftenlys og løst fra Minder
mine Øjne synker bort i Løvets Sø.
O, det gør godt at mærke, alt forsvinder,
og føle Ilden sødt og langsomt dø.
Som Havet — fjernt — jeg hører Livet bruser.
Een Tone af de tusind Stemmer naar
mit Øre, og eenstonigt kendt det suser,
naar Brisens Kærtegn gennem Aftnen gaar.
Det grønne Foraar hvisker mig i Møde,
lidt blegt og blidt af Mulm, og Vestens Brand
spejler sin Ro i Parkens blanke Vand.
Den Ild, som var mit Liv og sved til Døde,
oplyser sorte Nætter i det Fjerne!
o fjernt som denne Himmels blege Stjerne.