Dit Minde slumrer i mig som et evigt Efteraar.
Svøbt ind i fugtigt Guld, i en Dis der er bedøvet
af den altfor søde Aande som svømmer ud fra Løvet
Din Skønhed var som mærket af et evigt Efteraar.
Oktobers tunge Sødme var forblevet i dit Haar.
Oktobers Aftentaage i dine Øjne bæved,
saa stundom de blev borte, til den sagtelig sig hæved.
Oktobers syge Sødme var forblevet i dit Haar.
Som Maanen ganske ene i den tyste Aften staar,
nøgen, sine grønne og gyldne Slør berøvet,
forsvandt dit Øjes Taage engang du var bedrøvet.
Dit Blik blev armt og ensomt, men dit underfulde Haar
stod truende og fyldt af Oktobers tunge Luft
omkring dit blege Ansigt, hvor dine trætte Øjne
besynderligt forladte saa ud, som var de nøgne
og havde mistet Troen paa Livets Løvfaldsduft.