Saa ganske straaleløs en Sol gik ned,
opslugtes skør og krystallinsk af Havet.
Atter en Dag af Somren blev begravet,
og Aftnens Aande, blomsterør og hed,
hvisker igen om dig der er langt borte.
Paa Bulevarderne langs Havet gaa
Tusinder — og du — og Mørket falder paa,
en af de Sydens Nætter som er sorte,
sorte og fyldt af lønlig Lyst og tunge
paa al den Sødme, som man aldrig nævner,
men dybt i Øjnene et Mørke levner,
en sød og frugtbar Nat som gør dem unge . . .
Du lille Sjæl i Glød! Din Feber tænder
sydende Lys, hvor end du i Verden gaar.
Der staar en Luft af Elskov omkring dit Haar!
Hele dit Hjerte er i de skælvende Hænder . . .
Frugtbar og hed er du! Hed er den Nat,
hvis Aande nu sig blander med din Aande.
Jeg ser ind i vort Hjemlands lyse Nat,
som skabt af Stumhed og af ensom Vaande.
Jeg tænker paa din Aande . . . og paa din Mund . . .
Dens Tegning, og dens Lød . . . de Ting som gløde
og dufter dybest i dit Væsens Grund,
sived det op og kom min Mund i Møde?
. . . Maaske i dette Nu en Anden lukker
sine Øjne, mens han drikker af din Mund.
Snart alle Stadens Huse Lyset slukker.
Saa svømmer Sydens Mørke, uden Bund.