En Maane stiger i Aftnen,
hed og beruset og rød.
Luften er ladet med Længsel;
den ligger usynlig og svømmer.
Ud fra de sildige Rosers
aabnede Kalke den strømmer.
De aander som vaade Munde . . .
Aa sildige Rosers Glød!
Aander som vaade Munde;
de suger vist Natten ind.
Alle de store, løndomsfulde
Løvfaldsroser er røde.
Som i en uhyre Elskovsaften
tusinde Læber bløde . . .
Der er noget grumt. . . noget dulgt og fjernt . . .
det suger sig mod mit Sind.
Maanen svømmer i Dybet.
En ensom Blomst er den selv.
Som ført over Have af Vinde
fra fjerne og farlige Egne.
Det er som om Roserne krymper sig,
som om de sukker og segne,
og taaler ikke den øde Blomst,
mere hemmelig rød end de selv.
Alle de Rosers Munde
maner en Eneste frem.
En Aften i Vaar — helt rød af Sol —
brændte den midt i en Gade,
saa mørkt og tungt imod Luftens Guld . . .
Og skælvende Lindes Blade
blanded det kølige grønne
med Blikkets grønlige Em.
Men i Aften, hvor Alting gløder
førend den store Død,
rynker sig Rosernes Hud i Feber
over det dunkle Blod.
Hvor alle de Dufte samler sig
til en Nattens og Dødens Flod,
kommer det nær . . . hendes Øjnes Grønt
og Læbernes farlige Lød.
Der er En, som jeg ser langt borte
i en Olivenlund.
Jeg husker, hvor Maanen risler
i Mørket ned gennem Løvet.
Hun er i det Fjerne . . . og glemte vist længst,
hvor den voldelig har mig bedøvet,
og langsomt har lagt mig øde —
den rige og røde Mund.