Jeg har fundet i dig mine Fædres Mystik.
Tredobbelte Vellyst som blegner og gløder.
Højhellige Farver som mætter og møder
min Sjæl og mit saligt forundrede Blik.
Jeg knæler for Aftnen i Ansigtets Hvide.
Der siver derinde en lønlig Lød,
som de Farver af Aske og Silke der glide
ud over Himlen fra Dagens Død.
Jeg bøjer mit Hoved for Læbernes Rødme.
Bestandig der ulmer bag Huden en Glød.
Dens Trolddom er truende . . . opiumssød,
som en Valmu der fyldes af Aften og Sødme.
Og svimmel og angst har jeg set i dit Blik.
Langt dybere Gysen end den der ved Nat
i Skove af Mulm mit Sind har besat.
Det var som i Verdner af Grønt jeg forgik . . .
Tredobbelte Vellyst som blegner og gløder!
Jeg har fundet i dig mine Fædres Mystik.